Kommunale forhandlere mødtes i første slag

Topforhandlerne på det kommunale område mødtes til første runde for at udveksle krav til ny overenskomst.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tryghed i jobbet og en beskyttelse af reallønnen for de kommunalt ansatte. Det er nogle af målene for Anders Bondo Christensen, chefforhandler for de kommunale organisationer, ved de nystartede overenskomstforhandlinger.

Anders Bondo Christensen fremlagde onsdag sine krav på det første møde med modparten KL (Kommunernes Landsforening), der er repræsenteret af Michael Ziegler, konservativ borgmester i Høje-Taastrup.

"Det er en god måde at starte på med lige at kigge hinanden i øjnene", forklarede Anders Bondo Christensen om det knap en halv time lange møde.

Forude venter nu flere møder, inden man senest ved udgangen af februar skal være klar med en aftale.

Parterne er - trods nedgangstider - enige om at have fokus på, hvordan man kan sikre ny arbejdskraft til kommunerne.

"Lige her og nu er vi en anden situation. Men om ganske få år bliver der mangel på sosu-assistenter, lærere og pædagoger", lyder det fra Anders Bondo Christensen.

Michael Ziegler erkender, at man forhandler i et dilemma mellem at nedlægge stillinger og snart at skulle ansætte mange nye.

"Det kan måske være svært at forstå for de ansatte, når jeg taler om, at vi skal have flere fra deltid op på fuld tid. Det er ikke den virkelighed, vi står over for nu, men det kommer til at gå rigtigt stærkt, når billedet vender", siger han.

Rent lønmæssigt sker forhandlingerne på en speciel baggrund, idet de ansatte har en "gæld" at tilbagebetale i forbindelse med en såkaldt reguleringsordning. Det kan gøre det svært for de ansattes chefforhandler at have de store gaver med.

"Med en lille ramme er der ikke mulighed for samme buket af aftaler som sidst. Men det er vilkårene", siger Anders Bondo Christensen.

Han peger samtidig på, at gælden nu faktisk ifølge ham hænger sammen med, at man fik lavet en god aftale sidst.

/ritzau/