Køen af ledige bliver længere

Læs mere
Fold sammen
Køen af arbejdsløse voksede i oktober med 300 personer målt i forhold til måneden før. En mindre stigning, der bragte det samlede antal ledige op på 173.500 personer, hvilket svarer til 6,3 pct. af arbejdsstyrken.

Opgørelse kom dagen efter, at regeringen havde sendt deres meget optimistiske Økonomisk Redegørelse på gaden, og den gav anledning til uenighed mellem Nordea og Danske Bank.

De fleste økonomer havde ventet, at ledigheden ville være uændret. Nordea frygter derfor, at den svage stigning er et dårligt varsel for dansk økonomi, da den manglende fremgang i beskæftigelsen kan være med til at bremse danskernes lyst til at bruge penge.

- Den stigende ledighed er bestemt ikke godt nyt for dansk økonomi, og tallet falder ned i posen med dårlige nøgletal. En pose, som desværre er blevet mere og mere fyldt på det seneste, siger senioranalytiker i Nordea Jes Asmussen.

Chefanalytiker i Danske Bank Steen Bocian er knap så nervøs.

- Vi havde ventet et lille fald i ledigheden på 1.500 personer. Korrigerer man for, at antallet af personer på aktivering faldt med 900 personer, var der imidlertid tale om et fald i ledigheden på 600 personer. Dagens tal bekræfter vores vurdering af, at arbejdsmarkedet er vendt, selv om vendingen endnu er spinkel, siger Steen Bocian.

Han hæfter sig ved, at arbejdsløsheden er faldet med 4.200 personer siden december sidste år, hvis man fratrækker det antal folk, som har været i aktivering. Når personer kommer i aktivering ryger de midlertidigt ud af ledighedsstatistikken.

Regeringen fastholder

Som beskrevet i gårsdagens udgave af ErhvervsBladet forudser regeringen en mindre jobfest til næste år, så antallet af ledige vil blive skåret ned med 20.000 til 155.000. Gårsdagens ledighedstal kom derfor i centrum, da Folketinget i går tog hul på debatten om næste års finanslov.

Socialdemokraterne fremhæver, at ledigheden er steget med 30.000 personer siden den borgerlige regeringen kom til. Det får dog ikke beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) til at vakle i troen.

- Det er nu anden måned i træk, at ledigheden er lavere end for et år siden. Vi har billedlig talt passeret en bjergtop og er nu på vej ned. Det er også de meldinger, vi får fra de regionale arbejdsmarkedsråd, go det er det jeg hører, når jeg er ude at tale med virksomhederne, siger Claus Hjort Frederiksen.

Han fremhæver specielt, at byggebranchen er på vej frem. Beskæftigelsen er stigende i bygge- og anlægssektoren, og er nu på det højeste niveau siden 2. kvartal 2002, påpeger ministeren.

BAT-kartellet deler dog ikke Claus Hjorts optimistiske syn på byggebranchen. Byggeledigheden er ganske vist faldet, men det skyldes først og fremmest, at flere personer er gået på efterløn, lyder det fra BAT.