Knusende dom over Bernanke og Greenspan

Uduelige politikere, slappe embedsmænd og hasardspillende banker: Sådan beskrives årsagerne til finanskrisen af officiel amerikansk kommission. (opdateret kl. 16.45)

Ben Bernanke - medskyldig i finanskrisen, siger rapport Fold sammen
Læs mere
Foto: CHIP SOMODEVILLA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den såkaldte Financial Crisis Inquiry commission blev nedsat i 2009 af den amerikanske Kongres til at undersøge, hvad der gik galt, da syge amerikanske realkreditobligationer trak verden ud i den alvorligste recession siden 1930erne; en krise som alene i USA har kostet otte millioner tabte job,

Kommissionen, der også kaldes Angelides-kommissionen efter sin formand, har netop offentliggjort sin rapport på sit website - den kan hentes her. Men amerikanske medier har allerede kunnet fortælle i hovedtræk, hvad konklusionerne fra kommissionens demokratiske flertal er.

”Krisen var et resultat af menneskelige handlinger eller mangel på handlinger, den var ikke et naturfænomen eller et resultat af løbske computermodeller,” hedder det i rapporten.

Det er især tidligere præsident George W. Bush, nuværende Federal Reserve-chef, Ben Bernanke, og hans forgænger Alan Greenspan, som bliver kritiseret af kommissionens demokratiske flertal ; dens republikanske medlemmer har delt sig i to mindretalsudtalelser. Især de to Fed-chefer bliver angrebet for at overhørt advarsler og undervurderet farer.

Federal Reserve ”forstod ikke den katastrofale fare, som boligboblen udgjorde for det finansielle system, og nægtede at handle i tide for at begrænse dens vækst,” siger rapporten, der også anklager Fed for at have ”undladt at opfylde sin vedtægtsmæssige forpligtelse til at oprette og håndhæve forsigtige regler for boligbelåning og forhindre aggressiv udlånsvirksomhed.”

Men også bankernes ledelser får hård kritik.

"CDO-maskinen var blevet selvkørende," hedder det om den voksende brug af kreative obligationstyper som CDOer - collateralized debt obligations.

"Højtstående chefer - især i de tre førende udbydere af CDOer, Citigroup, Merrill Lynch, og UBS— anerkendte tilsyneladende ikke, eller forstod måske slet ikke, de risici, der lå i de produkter, de skabte," hedder det i rapporten, som forklarer, hvordan bankerne selv beholdt den bedst sikrede del af obligationerne, "ompakkede" de mindre sikre obligationer, så de kom til at ligge til sikkerhed for nye obligationer, og overlod de mest usikre af papirerne til hedgefonde, der imidlertid ved hjælp af "komplicerede handelsstrategier" sikrede sig, sådan at de ville tjene penge, uanset om markedet gik ned eller op.

Videre fortæller rapporten i noget nær romanstil om de dramatiske dage op til Lehman Brothers fallit i september 2008; dén begivenhed, som for alvor udløste krisen. I ugen op til krakket gøres der mere og mere desperate forsøg på at finde en løsning, og vi får lov at følge embedsmænd og bankdirektører helt frem til sødnag morgen den 14. september 2008, hvor finansministeriets stabschef, Jim Wilkinson sender en e-mail til direktøren for JP Morgan og fortæller ham, at han sidder i et møde med Federal Reserves New York-chef, Timothy Geithner, og finansminister Henry Paulson, og, skriver han,  "dette her ser ikke ud til at ende pænt". Det kom til at stemme.

Det fremgår i øvrigt, at Federal Reserve faktisk var blevet advaret allerede i juni om, at Lehman havde svært ved at rejse penge, fordi flere og flere banker havde mistet tilliden til dem.

Kommissionsflertallet appellerer til politikerne om at lære af historien.

”Den største tragedie ville være at acceptere det omkvæd, at ingen havde kunnet forudsige dette, og at man derfor ikke havde kunnet gøre noget for at forhindre det (…) Hvis vi accepterer dette synspunkt, vil det ske igen,” hedder det.

Den ene af de to republikanske mindretalsudtalelser peger på, at der også var globale kræfter på spil, herunder store opsparingsoverskud i Asien, som blev placeret i subprime-obligationer. Republikanernes pointe er, at overdreven deregulering og slappe tilsynsmyndigheder ikke kan forklare, hvorfor også europæiske finansvirksomheder brød sammen, da krisen kom.

Den anden mindretalsudtalelse kritiserer den amerikanske boligpolitik, som har gået ud på at fremme boligejerskab.

Hvad vidste ledelserne?

Tilbage i oktober 2009 opsummerede den politiske analytiker Eliot Spitzer, i et indlæg i webmagasinet Slate, hvad Angelides-kommissionen burde undersøge. Spitzer er tidligere justitsminister og guvernør for staten New York og har selv i sin tid undersøgt og retsforfulgt ansvarlige for flere finansskandaler.

For det første, skrev Spitzer, må vi have at vide, hvad finansvirksomhedernes bestyrelser egentlig vidste. ”Vi har behov for at forstå nøjagtigt hvad, bestyrelserne for Citi, Lehman, Merrill, Goldman og Bank of America fik at vide. Ved at spore informationsstrømmene kan vi komme til at forstå, hvorvidt risikoanalysen var forkert fra begyndelsen, blev ignoreret af ledelsen eller blev filtreret undervejs gennem organisationen.”

For det andet må kommissionen undersøge aflønningen af cheferne. Opstod der interessekonflikter?

For det tredje må kreditvurderingsbureauerne have deres sjæle gransket; det var jo dem, som gav topkarakterer til de avancerede subprime-papirer, som viste sig at udløse finanskrisen. Gjorde bureauerne deres bedste, eller sjuskede de?

For det fjerde og sidste må vi have lagt New York-afdelingen af Federal Reserve under mikroskopet. Den stod midt i den finansielle nedsmeltning og tog fejl af, hvilke konsekvenser det fik for finanssystemet, da subprime-papirerne gik ned. Var det bare på grund af dårlige analytiske kundskaber?

Kommissionens rapport er på næsten 600 sider, og den bygger på afhøring af mere end 700 vidner siden efteråret 2009.

.