Klumme: Mit råderum er min frihed

Ulrik Bie, Økonomisk redaktør på Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: GAB photography

Danske seniorer vil gerne arbejde mere. Samtidig vil Socialdemokratiet gerne sende nogle tidligere på pension. Alt skriger på, at vores tilknytning til arbejdsmarkedet trænger til en overhaling, således at den i højere grad afspejler lyst og formåen.

Der er ikke råd til at pille ved tilbagetrækningsreformerne, da de allerede er disponeret i det økonomiske råderum. Men i opgørelsen af råderummet og den langsigtede finanspolitiske holdbarhed ligger nogle skjulte ligtorne.

Man antager, at arbejdstiden ikke falder, men det gør den. Faktisk er deltidsarbejde blevet ganske mere udbredt de senere år. Og giver det ikke god mening – set fra individet – at udsigterne til et stadigt længere arbejdsliv medfører en variation af, hvor hårdt vi arbejder undervejs? Jeg har haft mine 80-100 timers arbejdsuger. Sjovt var det ikke, men nødvendigt. Det er ikke noget, som jeg fortryder, men jeg gider ikke gøre det igen.

Gad vide, hvordan det ville se ud i danske virksomheder, hvis alle dem uden stempelur begyndte at arbejde 37 timer om ugen? Jeg er ikke sikker på, at det vil være et pænt syn. En arbejdsdag i Danmark er i ekstrem grad proppet med »need to«, hvor »nice to« næsten ikke eksisterer, da det vil gå ud over fritid og familietid. Det betyder også, at sådan noget som networking, der i angelsaksiske lande betragtes som en nødvendighed, er skubbet meget langt ned på listen herhjemme. Rummet til at tænke innovativt støder ofte ind i dagligdagens pligter.

En anden ligtorn er tilbagetrækningsalderen, der for hver enkelt påvirkes af mange faktorer. En af de vigtigste er, om man har råd. Det er faktisk en afgørende faktor i det hele taget for, i hvor høj grad man har frihed til at bestemme over sin egen tid.

Derfor er det heller ikke ligegyldigt, at danske husholdninger samlet set er rekordgodt polstret. At stadig flere kan gå på pension efter at have indbetalt til pension hele arbejdslivet. Især de, der begynder tidligt på arbejdsmarkedet, har en fordel; de tidligt opsparede midler er selv med et beskedent afkast langt mere værd end opsparing i sidste øjeblik.

De stigende formuer, rekord i afdrag på boliggælden og de 1.000 mia. kroner, som danske husholdninger har stående i banken, vidner om en kultur, hvor konsolidering står i højsædet – på trods af at renteniveauet giver massiv modvind. Men det er måske også en investering i frihed. Økonomisk frihed. For opsparing vil give mange mulighed for at træffe en beslutning om tilbagetrækning, der ikke har noget med den officielle pensionsalder at gøre. På et tidligere tidspunkt at overgå til deltid eller flekstid. At trække stikket ud indimellem. At arbejde »hjemmefra« fra Barcelona en del af året.

Vores personlige råderum vil nok fremover blive udfordret af, at vi selv i højere grad kommer til at betale for bedre service i alderdommen. Desuden ligger der i Socialdemokratiets planer for arveafgiften en tilskyndelse til ikke at efterlade sig særligt meget. At man spiser sine mursten for at få et godt seniorliv. Men det tilskynder egentlig endnu mere til, at jeg på et tidligere tidspunkt disponerer over mine egne midler og maksimerer min egen nytte.

Mit råderum er min frihed. Men det er alt sammen noget, der gør diskussionen om samfundets økonomiske råderum og langsigtet holdbarhed endnu mere usikker.