Hvis skræmte aktieinvestorer ledte efter hjælp fra Den Europæiske Centralbank (ECB), var sidste uges pengepolitiske møde en stor skuffelse. ECB fastholdt renterne på de nuværende ekstremt lave niveauer, og køreplanen for afviklingen af det store opkøbsprogram af obligationer ligger også fast: Medmindre der sker noget meget uforudset, stopper ECB for opkøbet af obligationer ved årsskiftet.
Selv om der ikke var tvivl om udfaldet af det pengepolitiske møde, er det alligevel ikke trivielt, at ECB fastholder den pengepolitiske kurs. Efter en periode med høj vækst har nøgletal og tillidsindikatorer de seneste måneder tegnet et langt mere blandet billede af europæisk økonomi. Det er ikke, fordi det går direkte skidt, men håbet om en periode med høj vækst, der for alvor kunne nedbringe arbejdsløsheden og sprede de økonomiske gevinster af opsvinget, er løbet ud i sandet. I stedet ser Europa ud til at falde tilbage til mere normale – moderate – vækstrater.
Det er først og fremmest industrien, der både i euroområdet og mere globalt er løbet ind i modvind – med USA som en vigtig undtagelse. Det skyldes delvist den amerikanske handelspolitik, der både direkte og indirekte påvirker europæisk industri. Usikkerheden om hvorvidt man på et senere tidspunkt vil blive ramt af amerikansk straftold på for eksempel biler er med til at dæmpe investeringslysten. Men europæiske virksomheder oplever også, at væksten påvirkes indirekte af handelskrigen, f.eks. har Volkswagen nedjusteret sine forventninger til omsætningen i Kina, hvor bilsalget er faldet ganske betydeligt de seneste måneder.
Det er dog ikke kun europæisk industri, der ser lidt svagere ud. Mens ECB og mange økonomer glæder sig over udsigten til mere inflation, oplever almindelige husholdninger ikke den samme virkelighed. Både i Spanien og Frankrig er inflationen godt over to pct., hvilket betyder, at forbrugernes købekraft er faldende. Det er med til at trække ned i de økonomiske udsigter. På den anden side har tyske husholdninger oplevet en kraftig fremgang i både beskæftigelse og indkomst, men her er den økonomiske styrke indtil nu primært blevet omsat til højere opsparing. Mere købelystne tyske husholdninger er alfa og omega for positive vækstudsigter for euroområdet.
Hvis der opstår en global økonomisk krise, er værktøjskassen tom.
Italien udgør sin helt egen risikokategori i europæisk økonomi. Opgøret mellem Bruxelles og Rom svækker den europæiske konstruktion, men rammer i høj grad også den italienske banksektor, der ejer store mængder italienske statsobligationer. ECBs italienske chef, Mario Draghi, har gjort det klart, at ECB ikke kommer Italien til undsætning. Det vil nok udløse nye hårde udfald fra den italienske regering, men udmeldingen er bydende nødvendig, hvis ECB skal opretholde sin troværdighed som uafhængig institution.
Centralbankernes rolle er udspillet
ECBs faste køreplan for en tilbagerulning af de ekstraordinære tiltag er med til at understrege, at den globale økonomi står over for nye, ukendte rammevilkår. Efter ti år med centralbankernes likviditetsudpumpning som omdrejningspunkt for de finansielle markeder, er verdenshistoriens største pengepolitiske eksperiment nu gået ind i en ny fase.
I de kommende år vil centralbankerne gradvist stramme pengepolitikken og den globale likviditet. Den amerikanske centralbank er allerede i fuld gang med både at hæve renten og reducere sin beholdning af obligationer. ECB har lovet at være meget tålmodig i den proces, men presses også af et ubehageligt faktum: Hvis der opstår en global økonomisk krise, er værktøjskassen tom. Renten er allerede negativ, og ECB ejer en stor andel af landenes statsobligationer. Finanspolitikken har heller ikke meget at byde på i euroområdet, da de mest sårbare landes gæld kun er steget efter finanskrisen.
De europæiske vækstudsigter er fortsatte moderate, men risikobilledet er blevet langt mere dystert.
Ulrik Bie er økonom og ejer rådgivningsfirmaet Bie Research.
1. november tiltræder han som økonomisk redaktør på Berlingske Business
