Klimaet giver ekstreme madpriser

Verden nærmer sig en ny fødevarekrise. Det ekstreme vejr har skylden, mener Deutsche Bank.

Brisbane: Vandet er ikke det eneste, som stiger. Fold sammen
Læs mere
Foto: TORSTEN BLACKWOOD
Voldsomt stigende madpriser og uroligheder i Algeriet og Tunesien: Den nye fødevarekrise er her allerede, og grunden er klimaforandringerne.

Det skriver Deutsche Bank i en ny analyse af markedet for spiseafgrøder. Banken peger på, at fødevarepriserne allerede stiger med voldsom hast i en række af verdens fattigste lande, for eksempel med 18,3 procent i Indien, 15,6 procent i Indonesien og 11,7 procent i Kina. De tre landes generelle inflationsniveauer kun 9,7 procent, syv procent og 5,1 procent).

"De nylige uroligheder i Algeriet og Tunesien opstod i et anspændt politisk-økonomisk klima med høj arbejdsløshed, men var delvist udløst af høje fødevarepriser," konstaterer Deutsche Banks eksperter.

Priserne på en række spiseafgrøder nærmer sig eller har passeret niveauet fra fødevarekrisen i 2007-2008. Dengang prægede eksportbegrænsninger og social uro i fattige lande nyhedsbilledet, og man diskuterede, om det var spekulation eller voksende asiatisk efterspørgsel efter kød, der lå bag.



Men denne gang har klimaet skylden, hvis man skal tro Deutsche Bank.

"Dårlige høstudbytter som følge af vejrforhold har været en væsentlig drivkraft bag de seneste stigninger i fødevarepriserne," hedder det i bankens analyse.

"Tørke og skovbrande i Rusland sidste sommer har påvirket hvedeforsyningen på verdensplan, forstærket af et eksportforbud. De seneste rekordstore nedbørsmængder i dele af Australien har også påvirket hvedehøsten voldsomt. Det tørre vejr i Sydamerika og på prærien i det vestlige USA bidrager måske til problemet," lyder bankens opsummering.

Alle disse ekstreme vejrfænomener - både tørken i USA og Rusland, og regnmængderne i Australien - hænger sammen med La Niña, det særlige vejrfænomen, hvor kraftige stillehavsvinde flytter rundt på nedbørsmængderne kloden rundt.

Og vi kan lige så godt vænne os til høje og svingende fødevarepriser.



"Der er en betydeligt enighed blandt klimaeksperter om, at de ekstreme vejrfænomener sandsynligvis vil indtræde med større hyppighed, hvilket vil påvirke landbrugspriserne og oliepriserne,"skriver Deutsche Bank.

Frygten for en ny fødevarekrise fik samtidig ny næring, efter at det amerikanske landbrugsministerium i går sænkede sin prognose for landets lagre af afgrøder. Meldingen fik i går majsprisen til at stige med en procent, og stigningen kommer oven i en bølge af prisstigninger, der siden sommeren 2010 har løftet prisen med næsten 80 procent.