Klaveret spiller for John Fisker & Co.

Erhvervskommentator Jens Christian Hansen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Asger Ladefoged
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I denne uge måtte de portugisiske myndigheder med centralbanken i spidsen gribe landets tredje største bank i faldet, afsætte ledelsen, skære aktionærerne af, flække banken i to, i en dårlig bank og en god bank, for derved at undgå, at krisen i Banco Espirito Santo skulle brede sig og i værste fald få finanskrisen til at blusse op påny. Der er igen faldet ro om den portugisiske banksektor og de portugisiske statspapirer, så foreløbig synes den kontante bankoperation at være lykkedes.

Faldet for Portugals tredje største bank er dog samtidig et vidnesbyrd om, at nok er de europæiske banker generelt set i dag i en bedre helbredstilstand end for nogle år siden, men det finansielle system er sårbart, og der skal angiveligt ikke meget til for at skubbe nogle af bankerne ud i en egentlig overlevelseskrise. Sådanne problembanker har vi også fortsat et par stykker af i Danmark, dog - sandsynligvis - i et antal, som i dag kan tælles på een hånd, samtidig med at problembankerne hører til i gruppen af små banker. 

Set i det lys er det svært ikke at blive begejstret over landets, ja måske Europas stærkeste indtjeningsbank lige nu, Ringkjøbing Landbobank. Den glade bankdirektør John Fisker, har lagt et halvårsregnskab frem på torvet i Ringkøbing, som vidner om godt bankhåndværk og styr på de forskellige risici. Holder den gunstige udvikling i Ringkøbing året ud, så lander Ringkjøbing Landbobank det bedste årsresultat nogensinde. Ganske godt gået i en nulvækstøkonomi for en bank beliggende i yderDanmark. Banken hører efter danske forhold til i gruppen af mellemstore banker med en balance på 20 mia. kr. »Klaveret har spillet på alle tangenter,« som Fisker så malerisk udtrykte det i forbindelse med offentliggørelse af regnskabet.

Skal man kratte lidt i Ringkøbing-fernissen er det at kratte i et positivt problem - det ekstremt høje afkast på 23 procent til aktionærerne (afkast på egenkapital.) Kan en bank nemlig tjene for meget ovenpå en lang, barsk finanskrise, hvor den danske stat har måttet brede sit sikkerhedsnet ud for at undgå sammenbrud i sektoren? Det skal understreges, at netop Ringkjøbing Landbobank under hele finanskrisen har kørt med en meget solid økonomi og derfor ikke har haft behov for hverken den ene eller anden bankpakke.

Under normale omstændigheder bør markedsøkonomien selv kunne regulere konkurrencen. Hvis een bank har for dyre priser, må man gå ud fra, at kunderne forsvinder til andre banker med bedre priser og betingelser. Spørgsmålet er imidlertid om banksektoren i dag kan betegnes som værende »under normale omstændigheder,« og om nogle af bankerne således kan komme af sted med at prisfastsætte deres ydelser på et marked, hvor konkurrencen ikke er fuldbyrdet. John Fisker understreger, at konkurrencen i bankmarkedet er benhård lige nu, men at mange nye kunder alligevel valfarter til Ringkøbing, fordi hans bankfolk er hurtige i beslutningsprocessen, og tjah, mon ikke også, at Ringkjøbing Bank efter John Fiskers holdning har de bedste produkter! Det må vi så tro på.

I en tid hvor banksektoren generelt skal polstre sig endnu mere, og Finanstilsynet alene har øjnene rettet mod solvensen, er der næppe grundlagde (timingen er der ikke) for at pudse konkurrencemyndighederne på den sektor. Og kunderne, både erhvervs- og privatkunder, har selvfølgelig også selv et ansvar for at se sig om efter de bedste priser. Et ti tusindetalligt antal bankaktionærer har tabt store summer i forbindelse med krakkene i banksektoren over de seneste fem-seks år, men i kølvandet på det historiske, statslige sikkerhedsnet, der generelt blev bredt ud under banksektoren, virker en egenkapitalforrentning på 23 procent for påfaldende høj.

Storbankerne når ikke op i de højder, som folkene i Ringkøbing lægger frem, men Nordea sigter efter et afkast på 15 procent, og Danske Bank, som for et par uger siden lagde et halvårsregnskab frem med en egenkapitalforrentning på lidt over ni procent, vil også over de næste år op i det niveau. Meget af den forbedring sker ved besparelser og tilrettelæggelse af en mere effektiv bankdrift, men på et tidspunkt må der nødvendigvis også sættes fokus på prisniveauet i bankerne.Set med John Fiskers øjne kan han tage de priser, som han kan komme af sted med, konkurrence eller ikke konkurrence. Direktører i andre banker kan godt tage ved lære af Fisker & Co. i Ringkøbing med hensyn til det basale bankhåndværk, nemlig en knivskarp kreditvurdering på udlånssiden, som giver beskedne tab. Om bankdirektørkollegerne så også kan og bør tage ved lære af John Fisker med hensyn til prisfastsætning af bankydelserne, ja, det må fremtiden så vise.