KL: 10 ud af 11 møder med lærere har handlet om arbejdstid

Det lyder i fagforeningernes optik, som om reelle forhandlinger er, at KL lægger sig fladt ned, siger KL.

Finansminister Kristian Jensen (V) og KL's formand Martin Damm (V) debatterer her ved Kommunaløkonomisk Forum 2018 i Aalborg Kongres og Kulturcenter, torsdag d. 11. januar 2018. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

På arbejdsgiversiden kan man slet ikke genkende et billede af, at møder og snak med lærerne om arbejdstid ikke er reelle forhandlinger, som fagforeningerne efterspørger.

Ifølge borgmester Michael Ziegler (K), formand for løn- og personaleudvalget i kommunernes organisation KL, har KL holdt 11 forhandlingsmøder med lærerne. Heraf har de 10 handlet om arbejdstid.

»Vi spilder ikke vores tid på forhandlinger, der ikke er reelle. Men det betyder jo ikke, at parterne kan blive enige Det lyder lidt i den her sag, som om reelle forhandlinger i fagforeningernes optik er, at KL lægger sig fladt ned,« siger han.

»Men det er selvfølgelig svære forhandlinger, fordi det er et tema, som begge parter har meget dybfølte meninger om, og hvor vi har en historik med os,« tilføjer Michael Ziegler.

Ifølge fagforeningerne for de offentligt ansatte er arbejdsgiverne i kommuner og stat ikke villige til at indgå reelle forhandlinger om en ny arbejdstidsaftale for lærere og undervisere.

Derfor er overenskomstforhandlingerne for samtlige offentligt ansatte sat på pause, indtil lærerne har udsigt til en ny arbejdstidsaftale.

Lærernes arbejdstid er i dag reguleret af en lov. Den kom som følge af et politisk indgreb efter en lockout i 2013.

»Tirsdag var jeg selv med i et fire timer langt forhandlingsmøde. Der var pauser flere gange, hvor vi gik hver til sit for at drøfte det, som modparten lagde frem. Det kendetegner for mig reelle forhandlinger,« siger Michael Ziegler.

KL mødes med lærerne igen torsdag.