Kina vinder kapløbet i det globale batteriræs

Kinesiske batteriproducenter har indtaget en førerposition på det globale marked takket være eksklusiv adgang til Congos store beholdning af tungmetallet kobolt. Kobolt er en vigtig komponent i litiumbatterier, der blandt andet sidder i computere, smartphones og elektriske biler.

Kinesiske batteriproducenter har indtaget en førerposition på det globale marked Fold sammen
Læs mere
Foto: Brian Bergmann

Det skriver the Wall Street Journal.

Kina importerede kobolt fra Congo, der er verdens største producent, for 1,2 mia. dollar i løbet af de første ni måneder af 2017. På andenpladsen halter Indien bagefter med en samlet kobolt-import på 3,2 mio. dollar.

»Congos betydning for elektriske biler er det samme som Saudi-Arabiens for motoren. Kinesiske virksomheder forsøger at kontrollere hele økosystemet fra kobaltminerne til batterifabrikken,« siger Trent Mell, administrerende direktør i det canadiske selskab First Cobalt Corporation, til the Wall Street Journal.

I takt med at elektriske biler vinder indpas på de globale landeveje, vil importen sandsynligvis stige.

Allerede i 2011 blev markedet for el-biler markeret af regeringen i Beijing som en ud af syv »strategiske industrier i udvikling«. Siden da har landets batteriproducenter modtaget lukrative subsidier fra det kommunistiske regime for at holde konkurrenter fra udlandet for døren.