Det skriver Bloomberg News med henvisning til anonyme kilder med kendskab til sagen.
Toldsatsen på import af biler fra USA til Kina skal skæres fra 40 pct. til 15 pct., hvis den kinesiske regering gennemfører et forslag, der netop er blevet lagt frem ifølge kilderne. Planerne skulle dog ikke være helt fastlagte endnu, skriver bureauet, som ikke har kunnet få en kommentar fra de kinesiske myndigheder.
Tolden blev sat op i juli som led i den løbende handelskrig mellem USA og Kina. Men ifølge USA's præsident, Donald Trump, blev de to parter enige om reduktionen ved det nylige G20-topmøde i Buenos Aires.
Nyheden har sat gang i kursstigninger hos de selskaber, der producerer biler i USA.
Eksempelvis stiger BMW 2,2 pct. i Frankfurt, mens Ford, GM og Tesla alle ligger omkring 2 pct. højere i det amerikanske formarked.
/ritzau/FINANS