Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Der er ærgrelse blandt danske importører af de kinesiske keramikprodukter, der i øjeblikket er i søgelyset i EU for prisdumping. Forretninger som IKEA og lavprisbutikken Tiger kan som importører i hele EU se frem til at skulle betale ca. 50 procent mere for varerne, hvis EU indfører en straftold, og hos Tiger ved man godt, hvor den ekstra regning havner.
»Det kommer jo til at gå ud over forbrugeren. Vi er desværre i den situation, at vi ikke kan finde leverandører i andre lande, fordi de ikke lever op til samme kvalitetskrav,« fortæller Jane Christoffersen, inbound manager hos Zebra, der ejer de danske Tiger-butikker. Her sælger man blandt andet kopper og tallerkner, som er produceret i Østen.
Sko fik straftold
Selv om EU-Kommissionens undersøgelse endnu ikke er færdig, peger alt på en ekstratold, og det er ikke første gang, EU har taget de skrappe midler i brug over for producenter i Østen. Dansk Erhverv er i kontakt med en lang række importører i samme situation som Tiger.
I 2005 indførte man straftold på sko produceret i Kina og Vietnam, og det ramte bl.a. den danske skoproducent, Ecco, på pengepungen:
»Vi havde vores egen produktion i landene, og vi kunne dokumentere over for myndighederne, at vores produktion ikke dumpede priserne. Alligevel endte man med at pålægge en ekstratarif, og det gør det jo bare dyrere både for os og for vores kunder,« siger Gerd Rahbek-Clemmensen, chefjurist i Ecco.
Handelsbarrieren betød, at importører af kinesisk og vietnamesisk produceret fodtøj skulle betale henholdsvis 16 og 10 pct. af købsprisen i straftold.
Hos den danske skoproducent har man også en klar holdning til, hvorfor deres varer skulle rammes af tariffen.
»Det var politik, mere end det var noget som helst andet,« siger Gerd Rahbek-Clemmensen.
Tiltaget skete nemlig på opfordring af italienske skoproducenter, som var utilfredse med de lave priser, kineserne kunne producere til.
Det mener også juraprofessor Peter Vesterdorf, ekspert i EU-ret og handelshindringer, der som tidligere ansat ved EU-domstolen og rådgiver for Udenrigsministeriet har et indgående kendskab til reglerne.
»Formålet dengang var tydeligvis at beskytte italiensk skoproduktion, og den anvendelse kan være lidt fjollet. Men på den anden side, så er der også eksempler på, at reglerne er blevet klart overtrådt, og i de tilfælde er det naturligvis positivt, at man kan sætte en effektiv stopper for en konkurrenceforvridning,« siger han.
Det anerkender Dansk Erhverv også, selv om man i går var ude med en hård kritik af EU-Kommissionen, der har taget den aktuelle sag om den kinesiske keramik op.
»Man må naturligvis ikke dumpe priserne, men det er meget vanskeligt at dokumentere, og historien her handler jo også om, at kineserne har nogle meget gunstige produktionsforhold. Vi bør ganske enkelt ikke holde hånden over europæiske virksomheder, som ikke er konkurrencedygtige,« siger Kristoffer Klebak, Dansk Erhvervs chef for EU og International Handel.
Kineserne sidder på dansk import
Kineserne eksporterer for ca. 700 mio. dollar af keramikken til EU, og i Danmark importerede vi for 165 mio. kroner sidste år. Dermed udgør importeret kinesisk køkkenkeramik cirka 70 pct. af det danske marked.
Også det verdensomspændende bolighus IKEA forhandler de kinesiske produkter. Her afviser man dog at sende regningen til forbrugerne.
»Jeg kan garantere, at det ikke er noget, vores kunder kommer til at mærke på den korte bane. Vores priser er fastlagt et år ad gangen, så vi vil selv tage tabet for en ekstra tarif,« oplyser Håkan Svedman, salgschef for IKEA Danmark.
På længere sigt er det dog uklart, hvordan kæden vil håndtere en ekstratold.