Kassemesteren på plads

Obamas finansminister på job i negativt reagerende marked.

Foto: mandel / AFP. Obamas finansminister, Timothy Geithner, (tv.) kommer på hårdt arbejde.
Læs mere
Fold sammen
Hver eneste dag slår det amerikanske marked nye negative rekorder.

Antallet af nybyggeri af huse er faldet med 45 procent i forhold til sidste år – til det laveste niveau siden 1959. Antallet af førstegangsledige steg med 62.000 alene i sidste uge – til det højeste antal siden 1982.

Overrumplende dårlige prognoser for nogle af de hidtil mest succesrige virksomheder – Microsoft og Sony – skabte igen tilbagegang og uro på Wall Street, hvor aktiekurserne igen kryber nedad.

Det er midt i denne krise, at USAs nye finansminister, Timothy Geithner, skal i gang med, hvad præsident Barack Obama har kaldt regeringens største udfordring: At få genskabt væksten i den amerikanske økonomi.

I går fik Geithner endeligt grønt lys af Senatets finansudvalg til at komme i arbejdstøjet. En pinlig afsløring af, at han i begyndelsen af årtiet i flere år havde undladt at betale visse sociale skatte på samlet et par hundredtusinder kroner, har svækket hans autoritet. Republikanske hardlinere mente ikke, at en ’skattesnyder’ burde stå i spidsen for finansministeriet, og flere af dem stemte mod hans godkendelse.

Geithner, der nu endelig ser ud til at kunne komme i arbejdstøjet, har over for Senatet fremlagt sine væsentligste prioriteringer:

For det første at sikre, at de 700 milliarder dollar, som USAs skatteborgere er i gang med at give i støtte til bankerne, bliver brugt rigtigt – nemlig at sikre, at der kommer gang i de almindelige udlån igen.

For det andet at få gennemført den krisepakke på godt 825 milliarder kroner, som skal kickstarte økonomien især ved hjælp af skattelettelser for alle, bortset fra de rigeste, og igangsættelse af en stribe offentlige investeringer.

For det tredje at overtale alle USAs handelspartnere til at gennemføre lignende offentlige indsprøjtninger af kapital til deres marked og derved sikre, at eksport og import igen kommer op i gear.

For det fjerde at presse Kina benhårdt til, at værdien af den kinesiske valuta, yuan, bliver besluttet af markedet og på den måde sikre, at den ubalance, der i dag er af den manipulerede valuta, ophæves.

Den endelige og formelle godkendelse af finansminister Geithner ventes hurtigt af det samlede Senat – og betragtes som en formsag.