Kapitalfondenes købelyst har toppet

Superkapitalisternes sult efter danske virksomheder har toppet, viser en gennemgang af private equity-opkøb fra Ernst og Young.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 2005 foretog kapitalfondene ca. 60 opkøb - i år ventes tallet at ligge på omkring 50, skriver Jyllands-Posten.

Samtidig er værdien af handlerne langt lavere end sidste år, lyder det fra Christian Aarosin, partner og ekspert i virksomhedsopkøb hos Ernst og Young.

»Værdien af opkøbene når ikke halvdelen af niveauet fra sidste år. Det, som vi ser nu, er, at fondene får konkurrence fra andre virksomheder, der har penge til opkøb. Det giver prisstigninger.«

Ifølge Christian Aarosin har kapitalfondene allerede måttet acceptere lavere afkastsgrader. Hertil kommer, at de to store virksomheder, som var oplagte for kapitalfonde, TDC og ISS, allerede blev købt op i 2005.

Til gengæld ser det nu ud til, at kapitalfondene bliver mere aktive i segmentet for små og mellemstore virksomheder.

»Der er flere forskellige mindre fonde på banen, som ikke var der sidste år. Derfor tror jeg, at 2007 vil fortsætte på niveau med i år målt på antallet af handler,« fortsætter Christian Aarosin.

Meldingen bekræftes af Søren Vestergaard-Poulsen, adm.

direktør i kapitalfonden CVC, der for eksempel har fingrene godt nede i købet af Matas. Her går man først og fremmest efter de større opkøb.

»2005 var i antal transaktioner og værdien af dem et rekordår.

2006 er tilbage på et mere normalt niveau. Næste år bliver tilsvarende.«

Det lave renteniveau og den store investeringslyst har givet kapitalfondene masser af penge i hænderne, men trods pengerigeligheden har investeringslysten i de dyre virksomheder trods alt en grænse. Derfor kaster kapitalfondene sig i stigende grad over mere alternative investeringer, som for eksempel isenkramkæden Kop & Kande, erfarer bankdirektør i Nordea, Michael Rasmussen.

»Der er ikke så mange af de gængse virksomhedsopkøb. De, som er veldrevne og har et stærkt cashflow, men som også er karakteriseret ved, at der kan gøres noget ved tingene, kommer man til at betale for. Derfor opsøges der et mere nuanceret investeringsunivers,« siger Michael Rasmussen.

Til gengæld har kapitalfondene glæde af, at der nu er flere muligheder for at sælge virksomheder fra, fortsætter Michael Rasmussen.

»Det ser ud som om, at børsmarkedet som exit-marked er på vej frem igen. Det vil gøre markedet mere nuanceret og sikrer et højt aktivitetsniveau. Det vil gøre det nemmere at komme af med nogle af tingene igen.«

Michael Rasmussen henviser til Sverige, hvor Lindab i sidste uge blev børsnoteret med succes efter at have været ejet af en kapitalfond.

Kilde: Jyllands-Posten