Kantinerne trives i krisen

I krisetider bliver forretningsfrokosten oftere til en bid brød i kantinen.

Foto: Colourbox/modelfoto.
Læs mere
Fold sammen
Frokosten på en smart café i midtbyen bliver i disse tider skiftet ud med en tur i kantinekøen.

Blandt andet derfor klarer kantiner og catering sig bedre end kroer og restauranter i øjeblikket. En ny undersøgelse fra arbejdsgiverorganisationen Horesta taler endda om fremgang i branchen.

Det skriver Nyhedsbrevet 3F.

Fazer Amica, der driver cirka 150 virksomhedskantiner og personalerestauranter, har både flere kunder og større omsætning, oplyser direktør Morten Hammerich.

- Vi har en god vækstrate lige nu. Siden årsskiftet har vi ansat over 100 nye medarbejdere, siger han til Nyhedsbrevet 3F.

Krisen er dog ikke helt fremmed for branchen.  - Heldigvis har det ikke været slemt med afskedigelser hos os. Men vi må selvfølgelig følge med ned, hvis en af vores industrielle kunder afskediger 400 ansatte, siger divisionsdirektør Kræn Østergaard Nielsen, ISS Catering, til Nyhedsbrevet 3F.

- mja