Kampen om formandsposten i Den Europæiske Centralbank er gået ind i afgørende fase — men må han tale tysk?

Der skal en ny chef for bordenden i Den Europæiske Centralbank (ECB), og kampen er hård. Der er ikke kun den sædvanlige stoleleg mellem eurolandene, men også den pengepolitiske grundopfattelse spiller en vigtig rolle. Det er vel Nordeuropas tur efter italieneren Mario Draghi, men må han tale tysk? Der er topmøde tirsdag aften, hvor spørgsmålet skal diskuteres.

Den nuværende chef for Den Europæiske Centralbak, Mario Draghi, skal snart erstattes. Berlingske giver et bud på, hvem der står på spring til at overtage stolen i Frankfurt efter ham. Fold sammen
Læs mere

Kampen om at besætte formandsposten i Den Europæiske Centralbank efter italieneren Mario Draghi er gået ind i en afgørende fase. Det er ikke kun en kamp, der afspejler de sædvanlige nationale overvejelser i den bruxelleske stoleleg, men også synet på pengepolitikken er i høj grad afgørende. Kønsovervejelser (kredsen af europæiske centralbanker er domineret af mænd) spiller nok ingen rolle, mens alle kandidater antages at være fagligt kvalificerede.

Det er Tysklands tur. Sådan ser verden meget enkelt ud fra Berlin. Den nuværende chef for den tyske Bundesbank, Jens Weidmann, er tyskernes favorit til formandsposten, og ingen stiller spørgsmål ved Weidmanns kvalifikationer.

Men Weidmann er tysker, og selv om tonen er blevet mere afdæmpet de senere år, glemmer man ikke syd for Alperne den hårde tyske modstand mod den lempelige pengepolitik under eurokrisen. Først under Draghis franske forgænger, Jean-Claude Trichet, der fik Weidmanns forgænger Axel Weber til at smække med døren i 2011 og forlade centralbankverdenen for at blive chef i det schweiziske finanshus UBS. Draghis »whatever it takes« mødte i 2012 hård modstand fra den nyudnævnte Weidmann, der var imod etableringen af det afgørende OMT-program (Outright Monetary Transactions) til nødstedte lande.

Det er dog ikke kun pengehistorie, der taler mod Weidmann. Den tyske kandidat er – ligesom de fleste tyskere – ikke specielt begejstret for en gældsdrevet finanspolitik og ytrede sig sidste år i budgetstriden mellem Italien og EU. De italienske regeringspartier er ikke fans af Weidmann, omend regeringen officielt ikke har udelukket kandidaturet (der heller ikke er officielt).

Den store stoleleg i Bruxelles spiller også ind, herunder især hvordan det går med de tyske forsøg på at få formandsposten for EU-Kommissionen eller Rådet. Modstandere af Weidmann peger på, at tyskere i forvejen er chefer i andre finansielle organer, omend disse ikke er i nærheden af at være så tunge som ECB. Tyskland har i øvrigt som stort land allerede et medlem af ECBs direktion i Sabine Lautenschläger. Hun forventes at træde ud, hvis Weidmann udpeges. Det vil yderligere forværre kønsbalancen.

Der er også ting, der taler for Weidmann. For det første har Tyskland få tunge poster i EU-systemet, og Weidmann har unægtelig erfaring. Han har også på det seneste arbejdet målrettet på at bakke op om de fælles beslutninger. Desuden har Weidmann fordel af udelukkelsesmetoden. Frankrig, Holland og Italien har nu haft posten, og to af de øvrige topkandidater er denne gang franskmænd (Benoit Coeure og Francois Villeroy de Galhau), hvilket tæller imod dem alle andre steder end i Paris. Det er også et problem for Benoit Coeure, at han allerede er medlem af ECBs direktion. Det er et uafklaret spørgsmål, om nuværende medlemmer af direktionen overhovedet kan udpeges til formænd.

Finner til fadet?

Hvis det ikke skal være en franskmand, er feltet snævret kraftigt ind, blandt andet fordi hele otte centralbanker ifølge Reuters skal have ny chef i løbet af i år og dermed ikke har den erfaring, der er nødvendig. Den hidtidige cheføkonom belgiske Peter Praet er netop blevet udskiftet med irske Philip Lane. Praet har været en vigtig drivkraft i at støbe de økonomiske kugler til den pengepolitiske kurs, så hans afgang kan svække duernes indflydelse. I december udløber luxembourgske Yves Merschs embedsperiode i direktionen, hvilket også indgår i overvejelserne.

Hollands Klaas Knot er præcis lige så direkte og åbenmundet, som man ikke skal være som ECB formand – og ECBs første chef, Wim Duisenberg, var fra Holland. Grækenland kan det ikke blive (noget med at have ræve til at vogte gæs), mens Portugal har formandsposten i Eurogruppen. Luxembourg har formandsposten i Europa-Kommissionen. Spaniens nye centralbankchef, Pablo Hernández de Cos ,er kun 48 år gammel – og udnævnt af den tidligere konservative regering.

Derfor kan den ikke-tyske pil hurtigt komme til at pege på Finland, der kan stille med hele to meget kvalificerede kandidater. Den ene er den tidligere chef for Finlands nationalbank (2004-2018) Erkki Liikanen, der blandt andet har været dybt involveret i arbejdet med den fremtidige struktur i den europæiske banksektor. Den anden er den nuværende nationalbankchef, Olli Rehn, der har et imponerende CV ikke mindst som EU-kommissær. Men Rehn havde ansvaret for implementeringen af de hårde spareprogrammer under eurokrisen, så der er nok ikke en stor fanskare af ham i Athen. Begge må betragtes som mest på bølgelængde med de tyske tanker om pengepolitik, men mere pragmatiske. Det er meget tvivlsomt, at EU skulle sende en så vigtig post til en ekstern, som da den britiske nationalbank udpegede canadiske Mark Carney.

Det hele er meget rodet, men netop posten som formand for ECB kan have stor betydning for økonomien – også selv om beslutninger ofte træffes i enighed. Det gælder især, hvis der skulle opstå en ny selvskabt krise i eksempelvis Italien. Mario Draghis mavefornemmelse er »go big«. Nordeuropas er mere »go small«. Og negative renter er langt mere kontroversielt nord for Rhinen end syd for. Beslutningen om den næste ECB-chef vil højst sandsynligt blive truffet inden den europæiske sommerferie i august, men nok allerede i slutningen af juni. Mario Draghis embedsperiode udløber ultimo oktober.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør