Kampen om europæiske renter er udskudt – inflationen forbliver lav

Inflationen i euroområdet viste i april slet ikke den samme opadgående tendens som i andre lande. Dermed vil Den Europæiske Centralbank kunne fastholde den ekstremt lempelige pengepolitik uden at blive udfordret, som det er sket i USA. Dermed kan danske boligejere også trække vejret lidt lettere et stykke tid endnu. Men rentesommerfuglene blafrer dog allerede med vingerne.

ECB-chef Christine Lagarde og hendes medarbejdere har formentlig udstødt et lettelsens suk onsdag formiddag, da det viste sig, at inflationen i euroområdet i april var langt mere afdæmpet end i USA. Arkivfoto: Olivier Matthys/Reuters/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bag stål og glas i Den Europæiske Centralbanks (ECB) hovedsæde i Frankfurt lød der nok et lettelsens suk onsdag formiddag. For mens inflationen er steget kraftigt i USA, var prisudviklingen langt mere afdæmpet i euroområdet i april.

Godt nok steg den samlede inflation til 1,6 procent, hvilket er det højeste niveau siden foråret 2019, men næsten to tredjedele af dette var energipriserne. Det skyldes effekten fra kollapset i olieprisen sidste forår. Da olieprisen steg kraftigt henover sidste sommer, er det en midlertidig effekt, der vil forsvinde igen.

Faktisk faldt inflationen i euroområdet, når man ser bort fra energi og fødevarer, som er det, centralbankerne oftest holder øje med. Denne kerneinflation var kun 0,7 procent i april, mens den i USA steg til tre procent.

Altså er der slet ikke samme inflationspres i euroområdet som på den anden side af Atlanten. Det er dog ikke ligegyldigt, at energipriserne presser inflationen op, for en højere inflation vil æde en del af den opsparing, som er blevet lagt til side under nedlukningen. Forbrugsopsvinget vil alt andet lige blive svagere, jo mere priserne på varer og tjenester i indkøbsvognen stiger.

Men den faldende kerneinflation er afgørende for den samlede fortælling om pengepolitikken.

I USA har frygten for inflation og en reaktion fra centralbanken, Federal Reserve, skubbet de lange renter i vejret. Det har sat tonen for de lange europæiske renter også. Renten på de danske tiårige statsobligationer har ligget over nul siden midten af februar, og nu er også de tyske på vej mod nul. Længere sydpå i euroområdet er de italienske renter krøbet over en procent på trods af, at ECB fortsat køber statsobligationer med arme og ben.

De danske boligejere har allerede mærket en effekt af den højere amerikanske inflation, da de højere statsrenter også er vandret over i det danske realkreditmarked, hvor renten på de 30-årige lån også er steget. Alt dette som følge af de højere amerikanske renter.

ECB bestemmer danske renter

For de korte danske renter og variabelt forrentede realkreditlån er det ECB, der er altafgørende. Derfor stirrer vi med ekstra opmærksomhed mod prisudviklingen i euroområdet. Det er europæisk inflation og ikke vores egen, der afgør, hvordan de danske renter bevæger sig.

Det skyldes fastkurspolitikken; Nationalbankens pengepolitiske frihed er i normale tider et spørgsmål om, hvor mange timer, der går, inden man reagerer på en beslutning i ECB. Det er altså i Frankfurt, at niveauet for de danske boligrenter lægges.

Fortællingen i Frankfurt er ligesom i Washington, D.C., at renter og alle andre ekstraordinære tiltag vil fortsætte i et tidsrum, der ikke er defineret. Federal Reserve er blevet udfordret af det overraskende hop i inflationen de seneste måneder. Priserne på råvarer og transport af varer er eksploderet, og samtidig er der en genåbningseffekt, hvor alt fra restauranter til flybilletter skal finde et nyt prisniveau.

Det er måske også derfor, at den fortsat lave europæiske inflation er et spørgsmål om stilhed før stormen.

Europæiske virksomheder har oplevet nøjagtig de samme globale rammevilkår som de amerikanske og danske. Producenternes priser steg i april med otte procent herhjemme; her venter et kraftigt hop også i euroområdet. Virksomhedernes forventninger til deres salgspriser er nu på det højeste niveau siden 2011, hvor europæisk inflation nåede tre procent.

Dertil kommer, at vi i Europa endnu har en genåbningseffekt til gode i priserne – fordi vi først netop nu er ved at genåbne. Det gælder noget som flybilletter og pakkerejser, der sagtens kan vise sig at blive store leverandører af højere priser, når vi alle skal rejse igen. Priserne på flybilletter lå i april syv procent lavere end i begyndelsen af 2020, mens pakkerejser lå to procent under.

Men lige nu kan ECB trække vejret lettet. Der er tre uger til det næste pengepolitiske møde, hvor ECB-chef Christine Lagarde også skal præsentere ECBs nye vurdering af udsigterne for den økonomiske vækst og inflationen. I marts var forventningen, at inflationen i år vil nå 1,5 procent og så falde til 1,2 og 1,4 procent i de efterfølgende år. Altså slet ikke noget, der bringer inflationen i euroområdet i nærheden af målet om tæt på, men under to procent.

Hvis priserne havde taget et hop i april, ikke mindst i de løntunge serviceerhverv, ville Lagarde have haft sværere ved at bortforklare den tiltagende inflation med råvarepriserne. Nu kan de grimme spørgsmål om inflation blive udskudt ud til efteråret. Vi ved simpelthen ikke, hvor kraftige de inflationære kræfter er i Europa sammenlignet med USA.

Med svage inflationstal håber ECB at fastholde en markedsro i sommermånederne, ikke mindst i forhold til de renter, som sydeuropæiske lande skal betale.

For danske boligejere betyder det, at det fortsat mest er renten på de 30-årige lån, der i de kommende måneder vil være i vælten. Det kan dog vise sig at være en stakket frist. Men samtidig er udsigten til højere renter det allerbedste våben til at dæmpe danskernes forventninger om evige stigninger i boligpriserne. Gæld er pludselig ikke længere ligegyldig, hvis renterne er over nul.

Ulrik Harald Bie er Berlingskes økonomiske redaktør.