Kæmpe konkursbølge truer virksomheder

Dansk økonomi er under særdeles hårdt pres, fordi både forbruget og eksporten rasler ned. Det frygtes at føre til en dramatisk vækst i antallet af konkurser – også selv om de allerede sidste år var oppe på det højeste niveau nogensinde.

Foto: Brian Bergmann.
Læs mere
Fold sammen
Flere virksomheder end nogensinde tvinges i år til at dreje nøglen om og lukke og slukke af rent økonomiske årsager. Tidernes ugunst, hvor både privat forbrug og eksport rasler ned, har sendt antallet af konkurser på himmelflugt, så de nu er oppe på det højeste niveau nogensinde. Det gælder uanset, hvordan det gøres op, og også hvis det sættes i forhold til det hastigt stigende antal af nye virksomheder, der er etableret de senere år.

Alene sidste år var der 3.709 krak og konkurser i dansk erhvervsliv, hvilket er det højeste tal i mands minde og i mere end 20 år. Men Sydbank vurderer i en ny analyse, »konkursbølgen ruller videre i år,« der tager udgangspunkt i den aktuelle nedkøling af dansk økonomi, at der i år meget vel kan komme voldsomme 5.000 konkurser.

Det vil i givet fald blive det værste år nogensinde for dansk erhvervsliv og bidrage til at sende tusindvis af danskere på gaden uden et arbejde.

»Vi har nu flere konkurser end under den sidste alvorlige nedtur i dansk økonomi, der strakte sig fra 1986 til 1993. Det skyldes, at dansk økonomi er særdeles hårdt ramt af et økonomisk tilbageslag og den finansielle krise, som får både nye og gamle virksomheder til at bukke under. Det er dog især nye virksomheder, der rammes hårdt af konkurser. Næsten halvdelen af alle nye virksomheder lukker før de bliver tre år,« siger chefanalytiker Christian Hilligsøe Heinig fra Sydbank.

Politikerne må i gang
Cheføkonom i Håndværksrådet Søren Nicolaisen frygter også, at konkursbølgen vil vokse voldsomt, hvis ikke politikerne skrider til handling.

»Der er brug for en vækstpakke herhjemme, som sætter gang i offentlige investeringer og sænker skatten, så folk får lidt optimisme tilbage. Ellers frygter vi markant flere lukninger af virksomheder, især inden for alt der har med byggeri at gøre, men også blandt bilforhandlere, ejendomsmæglere, bagere, slagtere og andre butikker. Der er en vis spredningseffekt på dette område, så når det går dårligt ét sted, smitter det hurtigt til andre steder,« siger Søren Nicolaisen.

Økonom Frederik I. Pedersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd siger hertil, at det hele for tiden ser noget sort ud.

»De økonomiske udsigter i udlandet bliver hele tiden justeret ned, og herhjemme er det private forbrug nærmest styrtdykket på det sidste. Salget af nye biler er faldet med næsten 50 procent, boligpriserne falder, og folk er nervøse for at miste deres arbejde. Så det private forbrug er under massivt pres. Danskerne holder på pengene og bruger markant mindre end før,« siger Frederik I. Pedersen.

Eksporten svigter
Han tilføjer, at også eksporten og salget af varer til andre lande er under pres, hvorfor stribevis af virksomheder, der er afhængige af enten udlandet eller hjemmemarkedet er under hårdt pres og risikerer at havne i en konkurs, hvis de ikke har et tilstrækkeligt stort økonomisk fedtlag til at klare sig gennem den aktuelle økonomiske kulde.

Men livet for danske virksomheder er også blevet betydeligt mere vanskeligt under den aktuelle penge- og finanskrise. Mange har således fået en betydeligt kortere økonomisk snor fra bankerne, ligesom mange skal betale højere renter end før, også selv om Danmarks Nationalbank sammen med Den Europæiske Centralbank (ECB) på det sidste har sat renten betydeligt ned.

Livsvigtig kredit
»Adgangen til den livsvigtige kredit er blevet sværere og dyrere for mange virksomheder. Enkelte har formentlig fået lukket adgangen til en kredit helt, og så er vejen frem mod en konkurs ganske kort,« siger Christian Hilligsøe Heinig.

En ny undersøgelse fra Danmarks Nationalbank dokumenterer da også, at bankerne har strammet skruen betydeligt over for virksomhederne på det sidste. De kræver mere i rente og bedre sikkerhed for lån end før. Det skyldes den stigende risiko for tab, mindre lyst til at tage en risiko og behovet for at få nedbragt de store udlån, som i mange banker er langt større end indlånet. Men det er også blevet dyrere for bankerne at skaffe penge og kapital på de internationale lånemarkeder, hvilket er med til at øge antallet af konkurser herhjemme.

Sydbank regner med, at dansk økonomi lige nu gennemlever den værste og mest pinefulde periode under den aktuelle krise. Inden for nogle måneder vil de mange bank- og redningspakker, rentefald, lavere priser på olie og andre positive forhold således langsomt men sikkert trække økonomien op i fart igen.

»Det er derfor formentlig især i den første halvdel af 2009, at antallet af konkurser vil stige. Herefter vil der forhåbentlig komme en bedring. Men den økonomiske usikkerhed lige nu er meget stor. Risikoen for, at det først bliver engang i 2010, at økonomien vender, er absolut til stede. Sker det, vil konkursbølgen blive endnu større og trække længere ud,« siger Christian Hilligsøe Heinig.