Kæmpe fabrik på vej i Sverige: Kan skære landets CO2-udledning med syv procent

Svenskerne satser på fossilfrit stål med ny milliardinvestering – og det kan være rigtig godt nyt for svenskernes klimaregnskab.

Her ses en illustration af SSABs nye stålværk i Luleå. PR: SSAB

Nu tager Sverige endnu et skridt i en bæredygtig retning.

Sveriges største stålproducent, SSAB, vil bygge et nyt kæmpe anlæg i det nordlige Sverige i Luleå.

Stålværket skal erstatte et tidligere anlæg, hvor jernmalm bliver til stål, og ifølge selskabet selv kan den nye kæmpefabrik reducere Sveriges CO2-udledning med hele syv procent.

Med det nye og mere bæredygtige anlæg bliver højovne og kul erstattet af elektriske smelteovne og el.

»Omdannelsen af ​​Luleå er et stort skridt på vores rejse mod fossilfri stålproduktion,« lyder det fra SSABs administrerende direktør, Martin Lindqvist, i en pressemeddelelse.

»Vi vil fjerne syv procent af Sveriges kuldioxidemissioner, styrke vores konkurrenceposition og sikre arbejdspladser med den mest omkostningseffektive og bæredygtige båndproduktion i Europa,« siger han videre.

Et »vigtigt« skridt

Virksomheden har længe haft planer om et nyt og mere bæredygtigt anlæg, og investeringen lyder på fire en halv milliard euro, hvilket svarer til 33,5 milliarder danske kroner.

Og ved at investere i et helt nyt anlæg behøver SSAB ikke opgradere det eksisterende anlæg i Luleå, hvilket ville have kostet omkring 15 milliarder danske kroner over de næste ti år, oplyser selskabet.

SSAB skriver, at de vil forpligte sig til at eliminere CO2-udledningerne fra deres værdikæde og etablere den nye benchmarkteknologi for en fossilfri fremtid.

»I processen sikrer vi også den nordiske industrielle konkurrenceevne i de kommende årtier og støtter de tusindvis af kunder, der er afhængige af kvalitetsstål fra vores værdikæde,« udtaler Martin Lindqvist.

Investeringen er et »vigtigt skridt« i SSABs strategi om at etablere en førende position inden for emissionsfri special- og premiumstål,« fremgår det af pressemeddelelsen.

Et ambitiøst Sverige

Det er ikke lang tid siden, at Sverige kom med en ny, ambitiøs klimaplan for landets langsigtede klimapolitik. 

Landet har ifølge regeringen brug for store mængder strøm til at kunne nå målet om at være klimaneutralt i 2045, og derfor lød det i et nyligt udspil, at regeringen i Sverige næsten vil fordoble elproduktionen som led i det grønne skifte – og at atomkraft spiller en særlig stor rolle i dette skifte.

»Sveriges konkurrenceevne og velfærd er baseret på adgang til fossilfri energi til konkurrencedygtige priser,« lød det fra regeringen i det nye udspil.

Stål er et af verdens mest udbredte materialer og står alene for syv procent af den samlede globale CO2-udledning.

SSAB oplyser ikke, hvor meget strøm det nye anlæg i Luleå kommer til at kræve. Men man ved fra tidligere, at fossilfri produktion af jern og stål kræver meget strøm.

SSAB er Nordens største producent af handelsstål. Det nye fossilfrie anlæg i Luleå forventes at kunne levere to en halv million ton stål om året.

Går alt efter planen, starter den nye fabrik i Luleå op i 2028 og når fuld kapacitet i 2029.