Kaare Dybvad Bek har taget hul på sin svendeprøve – men allerede efter få uger er han kommet i kraftig modvind

Den socialdemokratiske boligminister, Kaare Dybvad Bek, har kæmpet mod brugen af ordet ghetto og mod den kreative klasse. Nu kæmper han en indædt kamp mod kapitalfonden Blackstone.

Boligminister Kaare Dybvad (S) kæmper en indædt kamp mod kapitalfonden Blackstone, men kampen skriver sig kun ind i en række af andre opgør i ministerens historie. Thomas Lekfeldt

Da Kaare Dybvad Bek (S) i sommer satte sig på ministertaburetten, skrev han hurtigt en opdatering på det sociale medie Twitter:

»Er udnævnt boligminister og har netop skrevet under på grundloven! Jeg vil være minister for naboskab og arbejde mere blandet by, mindre Blackstone og Låsby-Svendsen. Glæder mig til at komme igang!« skrev den 35-årige nyvalgte boligminister 27. juni.