Jyske Bank: Opsvinget vil geare langsomt ned

Jyske Bank
Foto: Henning Bagger

Beskæftigelsen stiger fortsat støt i dansk økonomi. Opsvinget kører stadig. Men der er globale usikkerhedsmomenter, og de er blevet større i de seneste måneder, men de små svaghedstegn i Danmark er derimod ikke vokset.

Det vurderer Jyske Bank i bankens seneste prognose for dansk økonomi.

Banken ser fortsat, at opsvinget vil geare langsomt ned fra nu og over 1-2 år. Konkret skønner banken, at BNP stiger med 1,7 pct. og 1,1 pct. henholdsvis i år og næste år.

»Opsvinget i Danmark går ikke helt i stå hverken i 2019 eller 2020, forudser banken og fremhæver, at husholdningerne fortsat sparer meget op og investeringsaktiviteten er moderat.«

»Der er på den måde ikke lagt op til en meget negativ dynamik, selvom eksportmulighederne skulle forværres,« konstaterer banken.

Jyske Bank mener, det er oplagt at holde øje med eksporten lige nu.

»Det er naturligvis her, at den udenlandske opbremsning i første omgang vil kunne mærkes for dansk økonomi. Indtil videre kan vi fortsat konstatere, at den danske eksport er modstandsdygtig,« konstateres det.

Boligmarkedet er et andet fokusområde. Det brede boligmarked har fortsat en ganske stabil udvikling, vurderes det, mens der ses et skifte for ejerlejlighedsmarkedet i de større byer. Det påpeges dog, at ejerlejlighedsmarkedet »kun« udgør 17 pct. af det samlede danske boligmarked.

/ritzau/FINANS