Der var ikke skyggen af indrømmelser fra Jyske Bank, da den fik det sidste ord i sidste runde om ansvaret for den finansiering af andelsforeningen Engskoven, der viste sig katastrofal for foreningens medlemmer. Rådgivningen var i orden, og i øvrigt gik der så lang tid, før andelsforeningen klagede, at der ikke er noget at komme efter, argumenterede bankens advokat i Højestret.
Sagen har nu taget turen fra ankenævn helt op til sidste station i retssystemet, Højesteret, som forventes at afsige en endelig dom den 12. september. Banken forsvarer først og fremmest den rådgivning, som andelsforeningen fik, inden den sagde ja til at knytte en swapaftale til sine realkreditlån - en aftale om at bytte den lave rente på flekslån ud med en lidt højere men fast rente til banken. Bankens advokat Philip Baruch henviste til, at bankernes egen brancheorganisation Finansrådet - nu Finansdanmark - i forbindelse med retssagen har godkendt Jyske Banks rådgivning. Ifølge rådet var det ikke normal praksis at oplyse kunderne om, at en swapaftale er asymmetrisk. Det betyder, at det går langt hurtigere ned ad bakke for kunderne, hvis renten falder, end det går opad, hvis renten stiger.
