Julekrimi - kapitel 9: Detektivens etik

Resumé: Fru bankdirektør Agnete Hoffman afslørede i forrige afsnit, at hun havde optaget telefonsamtaler mellem sin mand, Hector Hoffman og hans irske forbindelse Paddy McFadden om manipulation med Hovedstadsbankens aktiekurs, da hun afspillede optagelserne for Jannik Sommer og Villads Antonsen hos detektivbureauet Confidence Intelligence

Resumé: Fru bankdirektør Agnete Hoffman afslørede i forrige afsnit, at hun havde optaget telefonsamtaler mellem sin mand, Hector Hoffman og hans irske forbindelse Paddy McFadden om manipulation med Hovedstadsbankens aktiekurs, da hun afspillede optagelserne for Jannik Sommer og Villads Antonsen hos detektivbureauet Confidence Intelligence
Læs mere
Fold sammen

De var samlet inde på Villads Antonsens kontor på detektivbureauet. Finansnørden havde hængt sine hørebøffer på Villads’ tibetanske gemsegevir, men i dag var eks-politimanden ligeglad.

»Det drejer sig om insiderhandel. Hovedstadsbanken og NKI Bank er åbenbart ved at fusionere. Det har Hector Hoffman fortalt en Paddy McFadden, der er direktør for Trust Partner i Dublin. Det var nemt nok at slå ham op, fordi fru Hoffman havde nummeret på ham fra bankdirektørens mobil. Og jeg kan se på Bloomberg, at der allerede er usædvanlig mange handler med Hovedstadsbanken, som ingen ellers har interesseret sig for længe.«

Det var finansnørden, en juniorpartner i firmaet ved navn Nikki, som Villads havde taget med sig fra Bagmandspolitiet, der orienterede.»Insider-handel er dybt ulovligt. Vores ven Hector Hoffman har mange jern i ilden, ser det ud til,« sagde Villads og så fornøjet ud.



»OK, jeg ved godt, jeg ikke har så meget forstand på teknikken i finansverdenen. Men hvorfor er det nu, at insiderhandel er ulovlig?« Jannik Sommer besluttede sig til at melde blank med det samme for ikke at komme til at se dum ud senere.

»Insider-handel og kursmanipulation følges ad som pest og kolera. Begge dele er hamrende ulovligt og kan give lange fængselsstraffe. Du har vel fulgt med i sagerne om EBH Bank og Don Ø?« Jannik kunne godt se på Villads, at han tvivlede og lovede sig selv at læse op snarest muligt.

»Insider-handel handler om, at du har en fortrolig information om en aktie. Det kan f.eks. være oplysninger om en kommende bankfusion, der kan betyde rigtig meget for aktiekursen og markedsværdien af fusionspartnerne. Det er forbudt at give sådan en information til nogen som helst, inden hele aktiemarkedet er blevet orienteret.« Villads elskede den belærende rolle. »Dem, der har informationen, må ikke agere på den, før alle aktionærer er stillet lige, er du med?«

»Ja, ja,« nikkede Jannik. Han så, at Villads og Nikki udvekslede blikke. Øv, han skulle kraftedeme vise dem…

»Hvad gør vi med vores informationer? Går vi til politiet?« spurgte han.

Villads rejste sig og gik en runde i kontoret. Fjernede et støvfnug fra en guldramme, tog en antik pistol ned fra væggen og vejede den i hånden.

»Jeg tror, vi holder hesten et øjeblik. De to banker er så store, at de er det, man kalder systemisk vigtige,« sagde han henvendt til Jannik, hvis ansigtsudtryk ikke formåede at skjule, at han igen var fortabt.

»Hvis de bryder sammen, kan det skade hele Danmarks økonomi.« Villads hængte pistolen på plads på væggen.

»Jeg tror, vi skal håndtere sagen med største forsigtighed. Måske er politiet ikke de rette ...« Han kom i tanker om juniorpartneren.

»Tak Nikki, du må godt gå.« Villads rakte ham hørebøfferne og vendte sig mod Jannik.

»Jeg synes nu, vi skal gå til politiet,« sagde Jannik. Villads kløede sig på issen. »Der er noget, du skal forstå. I den her branche er det altid klienten først. Sådan er vores etik. Vi render ikke til politiet med hvad som helst. Kommer det frem, at vi gør det, tørrer strømmen af kunder hurtigt ind.«

»Jo, men ligefrem kriminalitet!« Jannik var ikke overbevist.

»Vi klapper lige hesten,« besluttede Villads og satte sig i kontorstolen.

»Jeg drak for øvrigt kaffe med Eivind Kolding i går … jeg ved ikke rigtig, om han har det i sig … det, der skal til … han er jo vant til en meget stor organisation ...«

»Det må vi tage senere,« sagde Jannik fraværende.