Julekrimi - kapitel 3: Bankdirektør i enrum

Resumé. I forrige afsnit henvendte Agnete Hoffman sig på et nyt detektivbureau, Confidence Intelligence for at få sin mand, Hector Hoffman, direktør for Hovedstandsbanken skygget. Direktørfruen mistænker sin mand for at have en elskerinde. Detektivbureauet tog sagen, selv om utroskab ligger udenfor bureauets forretningsmodel

Læs mere
Fold sammen

Hovedstadsbankens direktør havde fået forventningen om storhed i dåbsgave. Det var en tradition i familien at give poderne navne fra klassikken. Hans far, kontreadmiralen, hed Hannibal, og Hector Hoffman havde fra barnsben anstrengt sig for at fylde sit fornavn ud.

Bankdirektøren så sig i spejlet over marmorkaminen i sit imposante hjørnekontor, mens han bøvlede med at binde slipset. Agnete plejede at gøre det for ham, men hun spillede sur for tiden.

Fandens med den uro på hjemmefronten. Den forstyrrede hans fokus. Og så lige nu, hvor han måske blev tvunget til at fusionere Hovedstadsbanken med ... en anden bank. Han kiggede på uret. Om præcis en time og tre kvarter skulle han drikke kaffe med landets nye kvindelige erhvervsminister.

Helga Steenbooken skræmte ham lidt. Dels på grund af hendes formelle magt over hans og bankens fremtid. Dels var hun en kvindetype, han havde svært ved at håndtere. Flot langbenet pige, smukt ansigt med høje kindben og lyst hår. Men det var som om, hun var ligeglad med, om hun gjorde indtryk på ham eller ej. Det var han ikke vant til.

”Marie Louise!” råbte han. ”Kig lige ind!” Sekretæren kom trippende på sine høje hæle. ”Kan du ikke hjælpe mig?” Mens hun klarede slipseknuden, tillod han sig et øjeblik at nyde synet af det øverste af hendes kavalergang og fornemme nærheden af hendes krop. ”Ny parfume?” spurgte han rutinemæssigt.

”Næh, det er nu den sædvanlige. Skal jeg ikke tænde dit kalenderlys. Det er jo allerede den anden december?”

”Jo, gør bare det,” brummede han.

Da hun havde lukket døren bag sig, var han igen alene med virkeligheden. Slipseknuder, julelys og sure koner - uvæsentlige ting, som distraherede ham fra de påtrængende problemer, som han skulle finde en løsning på. Snart!


Bankens aktiekurs veg og veg. Finanstilsynet havde for nylig tvungent Hovedstadsbanken til at nedskrive milliarder på dårlige lån, og det var kun et spørgsmål om tid, før flere dårligdomme kunne dukke op. Det vidste Hector Hoffman og bestyrelsesformand Jens Abildgaard, og det vidste Danmarks nye erhvervsminister. Det var også ved at gå op for ratingbureauerne, som var på vej med en alvorlig nedjustering af bankens kreditværdighed.

Hovedstadsbanken var så stor, at det risikerede at udløse en ny krise i Danmark. Ingen politikere, og slet ikke den nye erhvervsminister, som for nylig selv havde redet en pressestorm af, havde lyst til at præsentere vælgerne for ny bankpakke.

Han tjekkede sit spejlbillede. Grånende tindinger, men ikke mere end det var klædeligt. Sund teint takket være løbeturene i Dyrehaven … dem måtte han snarest genoptage. Hage med antydning af kløft og karakterfuld næse. Det var sådan, Stine så ham, sagde hun.

Han så sig selv dybt i øjnene. Hovedstadsbankens aktiekurs var afgørende for, hvor stærkt banken stod i en kommende fusion. Og kursen var også afgørende for, hvem der skulle stå i spidsen for den nye og større fusionerede bank.

”Der er ingen, der skal overtage min stol i min bank.”

Pludselig gik det op for ham, at han havde talt højt til sit eget spejlbillede, da Marie-Louise lindede på døren. ”Ville du noget?”

”Nej, jeg snakker bare lidt med mig selv,” sagde han og fortrød i samme øjeblik. Det er noget, gamle mennesker gør. Ikke bankdirektører i deres bedste alder. ”Joh, for resten, du må godt gi’ mig en kop kaffe.”

Da Marie-Louise havde stillet den dampende kaffe på det lave bord, følte han sig lidt bedre tilpas. Han nippede til en pebernød - åhr, for fanden, havde han ikke sagt til hende, at han ikke skulle have den slags! Han var nødt til at passe på vægten, hvis han skulle hamle op med de unge alfa-hanner. En enkelt gik vel, sagde han til sig selv og proppede en håndfuld i munden.

Hector Hoffmans tanker blev afbrudt, da Marie-Louise bankede på. ”Chaufføren holder dernede. Formanden sørger for sin egen transport. Hun så undersøgende på ham. ”Det er da spændende, at du skal møde den nye erhvervsminister,” sagde hun opmuntrende, mens hun holdt frakken for ham. Marie-Louise havde en evne til at detektere, når han var i dårligt humør.

”Ja da,” sagde han.

Læs kapitel 4 i Business i morgen