Julekrimi - Kapitel 12: Elskerindens kvaler

Resumé: I sidste afsnit lovede Hovedstadsbankens bestyrelsesformand Jens Abildgaard sin diskrete hollandske loge, hvor erhvervsminister Helga Steenbooken er medlem, at tage affære over for Hector Hoffmans kursmanipulation, der bringer fusionen med NKI Bank i fare.

Decembermorgenen var stadig begsort, da lederen af Hovedstadsbankens corporate finance afdeling, bankdirektør Hector Hoffmans elskerinde Stine Lykkeby tvang sig selv til at stå ud af sengen efter en søvnløs nat. I mange timer havde hendes liv passeret revy som en uendelig båndsløjfe i hovedet og forhindret hende i at finde ro.

Hector. Konen, han ikke skilte sig af med. Opgaven med fusionen, som hun ikke kunne løse til Hectors tilfredshed. Fotografen, der havde overrasket dem uden for hendes gadedør. Hendes nådesløst tikkende biologiske ur. Hendes evige rolle som alenepige og vennernes medlidende blikke hen over hovederne på deres egne små lyshårede børn. Og Hector igen, som hun havde givet de bedste år af sit liv.

Stine havde ikke sovet i et døgn, og hun følte, at tingene ved at brænde sammen for hende. Hector kørte hende og afdelingen hårdt med et massivt pres for at levere input, der kunne forbedre Hovedstandsbankens nøgletal i forhold til fusionen, og hun måtte konstant kæmpe for, at det ikke blev mere kreativt, end bukserne kunne holde.


Quiz: Ved du, hvem morderen er? Deltag i vores Facebook-quiz og vind et knivsæt fra Global


Samtidig forventede han, at hun optrådte som lidenskabelig elskerinde, når det passede i hans tidsplan. Hvor manden fik sin libido og udholdenhed fra, anede hun ikke. Men det var selvfølgelig en del af attraktionen ved Hector.

På kontoret aftenen før havde stressen sat sig som nakkespændinger og en tung hovedpine. Ude på toilettet i havde hun skyllet et par Panodil ned, mens hun fortrød, hvordan hun havde snerret af en ung medarbejder. Måtte huske at give ham en undskyldning.Det blev sent, inden hun omsider havde låst sig ud af banken, hvor hun efterlod en håndfuld yngre talknusere, som lovede at have nogle kørsler klar her til morgen. Nu håbede hun bare, at de var blevet færdige. Flere af dem havde taget soveposer med for at nappe en lur under skrivebordet. Bonus til dem ... det måtte hun huske.



Da hun var kommet hjem i lejligheden, havde hun besluttet at ringe til Hector og gøre ham det klart, at det var take-it-or-leave-it nu. Hun var 37, og hun kunne ikke vente længere. De have talt om børn. Hector og konen havde aldrig fået nogen, og han havde erklæret sig parat.

Hector tog ikke mobilen. Hun lagde en vred besked og forsøgte igen lidt senere. Samme resultat. Telefonen gik på svarer, og han vendte ikke tilbage. Hun følte frustrationen vokse. Det var langt over midnat, da hun forsøgte hans mobil for sidste gang. Hvad lavede han? Han havde jo for længst forladt ægtesengen ... sagde han i hvert fald. Hun følte et rødglødende stik af jalousi.

Hun tog et bad og prøvede at sove, men hun kunne ikke. Hun var for speedet og for bekymret. Hvad nu hvis Hector sagde nej til hendes ultimatum? Hun forsøgte at læse i Berlingske, som lå på natbordet, men opgav. Lå bare og stirrede op i loftet.

Hun prøvede hans mobil igen. Intet svar. Det var stadig buldermørkt, da hun stod op og åbnede den øverste skuffe i sminkebordet i soveværelset. Det var noget, en veninde havde givet hende. Hun havde prøvet det en enkelt gang ved en fest, hvor hun som sædvanlig var gået alene ... Hector kunne jo ikke vise sig sammen med hende, så længe ... åhr, gid fanden havde den idiot!

Hun rystede kokainen ud på et stykke papir og sniffede den gennem det lille rør, som veninden havde vist hende. Det brændte i næsen, og hun følte sig let og svimmel. Fik kvalme. Det var ikke sådan, hun huskede det fra festen. Hvad tænkte hun også på? Hun skulle jo ind i banken om et par timer.

Hun så på uret. Halvseks om morgenen. Hun lagde sig i sengen, men stod hurtigt op igen. Svimmel fandt hun sit løbetøj. Frisk luft og pulsen op var, hvad der skulle til, tænkte hun, da hun tumlede ned ad trappen og ud på gaden. Hun trak hætten op mod kulden og forsøgte snublende at løbe sin sædvanlige rute ud til St. Annæ Plads og forbi Skuespilhuset. Nej, det gik ikke. Fortovet var glat, og hun var ved at falde.

Lidt senere fandt hun sig selv i sin bil med kurs op ad Helsingør-motorvejen. Hun kneb øjnene sammen mod de modkørendes forlygter. Hvad skulle hun? Hvor skulle hun hen? Hvem var hun? Coke og mangel på søvn forvred hendes virkelighedsopfattelse, da hun overbeviste sig selv om, at det var på tide, at hun aflagde Hectors kone et besøg.