Julekrimi - kapitel 10: Direktørfrue til angreb

Resumé: I forrige afsnit gik det op for detektiverne hos Confidence Intelligence, at Hovedstadsbankens direktør, Hector Hoffman, har givet en irsk forretningsforbindelse insidertip for at manipulere bankens aktiekurs. Detektiverne var uenige om, hvordan de skal bruge oplysningerne

Læs mere
Fold sammen

Bankdirektør Hector Hoffman registrerede med det samme, at hans hustru Agnete opførte sig anderledes, da han kom hjem den aften. Mindre klynkende, mere selvsikker. »Vi går ind på dit arbejdsværelse,« beordrede hun og marcherede foran.

»Jeg kontakter en advokat i morgen for at få sat skilsmissen i gang. Mit oplæg er, at vi deler det hele lige over, huset og sommerhuset, din pension og dine aktieoptioner,« begyndte hun aggressivt.

»Jamen Agnete, jeg har forklaret dig, at du ingen vegne når med det. Vi har jo haft særeje siden ...«

»Hvis du ikke makker ret, så går jeg til politiet. Jeg ved, at du laver ulovligheder med ham Paddy ovre i Irland!« sagde hun triumferende.

Chokket ramte Hector midt i maven, og det tog ham lidt at samle sig.

»Hvor har du det sludder fra. Det har du jo slet ikke forstand på!«

»Jeg har det på bånd!«

»Hvad har du! Udspionerer du mig!«

»Kald det, hvad du vil. Du får optagelsen, når du skriver under på skilsmissepapirerne! I øvrigt er det hele din skyld. Du kunne jo bare have holdt dig fra hende mæfikken inde i banken. Du har ydmyget mig på en måde, du slet ikke kan forestille dig. Alle har garanteret vidst, at du ikke kunne holde kalorius indenbords, bortset fra mig! Nu rykker du bare ud med pengene! Nu er det mig, der har overtaget!« råbte Agnete.

»Din møgkælling!« Hector røg op af stolen, greb fat i hende og gav hende en syngende lussing. »Slip mig,« skreg hun og vristede sig løs og løb op i soveværelset, mens hun holdt sig om kinden. Han hørte speciallåsen klikke i den sikrede dør, de havde fået installeret efter nine-eleven. »Hvor er den optagelse?« brølede han efter hende.

»For satan! For satan!« Hector hældte et glas whiskey op fra barskabet, så det skvulpede og slugte det i ét drag. Hældte ét til op, mens han vanemæssigt tjekkede mobilen. Sms fra Stine. Åh nej, skulle det nu komme oveni! Kvinder! Nu stillede hun ham et ultimatum. Enten gjorde han det forbi med Agnete, nu! Eller også var det slut mellem dem. Han rakte ud efter glasset. Ned med den næste whiskey også.

Det kørte rundt for ham … nej, han var nødt til at finde den optagelse først. Den kunne jo ruinere ham. Han skulle finde det bånd eller lydfil, eller hvad det var! Hvor kunne kællingen have gemt det? I køkkenet, ja!

Dér ville han starte!

Klokken var et om natten. Stine havde ringet igen og igen, men han ignorerede opkaldene. Stine måtte vente.

Hele huset var endevendt. Ingenting. Agnete måtte have gemt optagelsen i soveværelset. Han overvejede et sekund at sætte en stige til vinduet, men han frygtede rent ud sagt for, hvad han kunne finde på, hvis han fik fingre i hende. Bedre at vente, til hun tog til træning, eller hvad hun nu foretog sig om morgenen.

Men hvad nu hvis ... han blev nødt til at orientere formanden, så de kunne tage sagen i opløbet.

Han kunne ikke vide, om han kunne stole på Agnete, selv om han gik ind på hendes betingelser. Hun kunne have en kopi ...

Han så på uret. Over midnat. Det var der ikke noget at gøre ved. Han måtte lægge kortene på bordet. Han havde brug for Abildgaards hjælp. Han kunne ikke længere tænke klart selv.

En halv time senere sank han mentalt mørbanket ned i stolen. Bestyrelsesformanden havde mildt sagt været rasende.

»Du skal finde den optagelse og få din kone til at holde sin kæft. Jeg er i Amsterdam, hvor jeg sidder i et vigtigt møde. Jeg tager det første fly, jeg kan nå til København i morgen!« snerrede han.

Konkurrence: Gæt morderen og vind et lækkert knivsæt fra Global