Nyhedsvarsel
Økonomi

Jørgen Glistrup: Jeg skal nok komme igennem fængselstid

Den tidligere direktør i Parken, Jørgen Glistrup får ikke lov at få landsretsdommen i Parken-sagen om kursmanipulation for Højesteret, oplyser Jørgen Glistrups advokat Andro Vrlic. Jørgen Glistrup undrer sig over, at en anden sag om kursmanipulation fik lov at komme for Højesteret.

Foto: Anders Debel Hansen.
Læs mere
Fold sammen

Forsvarsadvokat Andro Vrlic, der i landsretten repræsenterede Jørgen Glistrup i sagen om kursmanipulation med Parken-aktien, har netop fået afslag fra Procesbevillingsnævnet til at få Østre Landsrets dom for Højesteret. Det oplyser han til Berlingske.

I marts fik den tidligere ledelsesduo i Parken, Sport & Entertainment, Jørgen Glistrup og Flemming Østergaard en dom for kursmanipulation i Østre Landsret. De fik begge en dom på halvandet års ubetinget fængsel samt konfiskation af fortjenesten. Ni millioner kroner hos Flemming Østergaard og 800.000 kroner hos Jørgen Glistrup.

»Det er overraskende for os, at vi har fået et afslag. Vi havde håbet, at vi havde fået lov til at få sagen i Højesteret. Vi synes, at dommen er forkert, og at det er en prinicipiel sag, men det har nævnet altså ikke været enig med os i,« siger Andro Vrlic.

Flemming Østergaard oplyste onsdag til Ritzau, at han også har fået afslag på at få sin sag for Højesteret.

Jørgen Glistrup ærgrer sig selvsagt også over afslaget og undrer sig over, at Procesbevillingsnævnet i en anden sag om kursmanipulation gav tilladelse til at få sagen for Højesteret.

»Jeg er uforstående over for, at anklagemyndigheden kan få tredjeinstansbevilling i Ringkjøbing Landbobank-sagen, der indeholder langt færre principielle ting end Parken-sagen, og at vi ikke kan få det. Jeg er ikke jurist, men for en udenforstående virker det som om, at det er nemmere for anklagemyndigheden at få tredjeinstansbevilling, end det er for borgere i dette land,« siger Jørgen Glistrup.

Om udsigten til at skulle i fængsel siger Jørgen Glistrup:
"Jeg skal nok komme igennem det, for når man har god samvittighed og ikke har lavet noget forkert, så kan man stå meget igennem. Som uretfærdigt dømt kan man klare meget," siger han.

Det er Procesbevillingsnævnet, som tager stilling til alle anmodninger om at få en sag prøvet ved Højesteret. Med afslaget er landsretsdommen altså nu endelig og dermed bliver den også fuldbyrdet, hvilket betyder, at Jørgen Glistrup skal afsone halvandet år i fængsel og betale 800.000 kr. Også Flemming Østergaard skal dermed afsone halvandet års fængsel og oven i det betale ni millioner kroner.