Joe Biden sætter også USA først – fremlægger ny »Made in America«-plan

Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, har fremlagt en økonomisk plan, der viser, hvor meget præsident Donald Trump har påvirket den økonomiske politik i USA. For det er en plan, der sætter USA og amerikanske middelklassejob i centrum. Dermed håber Biden at præsentere en vision, der kan appellere til de hvide arbejdervælgere i de vigtige svingstater.

De pårørende opfordrer præsidenten til at blive væk, medmindre han offentliggør regeringsdokumenter, som ifølge dem viser, at saudiarabiske ledere støttede angrebene. Timothy A. Clary/AFP/Ritzau Scanpix

Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, har ikke ligefrem været ude med de store armbevægelser de seneste måneder. Men hvorfor skal man også forsøge at erobre overskrifterne, når ens modstander har så travlt med at skyde sig selv i foden, mens han tramper rundt i et spinatbed?

Joe Bidens vigtigste opgave er at være det stabile alternativ, som moderate vælgere i forstæderne ikke har problemer med at stemme på. Hertil hører også at udstikke rammerne for en økonomisk politik. Ikke kun for at vise, hvad Joe Biden vil. Men også for at forhindre præsident Donald Trumps kampagne i at kunne definere Joe Biden som en, der er i lommen på marxister og anarkister.