Jobfest i nogle brancher presser 2025-plan

Udviklingen i antal nye job er meget forskellig fra branche til branche og kan udløse mangel på medarbejdere. Organisationer efterlyser politiske løsninger i kommende økonomisk storplan.

Nye job vælter frem i en række forskellige brancher. Bedst ser det ud i branchen vagt, sikkerhed og overvågning samt i branchen IT og teleteknik. Inden for bygge- og anlæg samt transport er der ligeledes pæn fart på.(Foto: Steffen Ortmann/Scanpix 2015) Fold sammen
Læs mere
Foto: Steffen Ortmann

Nye job vælter frem i en række forskellige brancher. Bedst ser det ud i branchen vagt, sikkerhed og overvågning samt i branchen IT og teleteknik. Inden for bygge- og anlæg samt transport er der ligeledes pæn fart på.

Det er naturligt nok glædeligt. Men de brancher, hvor der er kommet flest nye job, er også der, hvor faren for flaskehalse er størst.

Det viser en analyse fra Jyske Bank på baggrund af tal fra jobnet.dk.

Både Dansk Industri (DI) samt Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) fremhæver, at mængden og sammensætningen af arbejdskraft skal være et vigtigt element i den kommende 2025-plan for den danske økonomi.

Men DI og AE er ikke enige om, hvad udfordringerne er, og hvad der skal til for at løse problemerne.

»Vanskeligheder med at rekruttere de rette medarbejdere er en stigende vækstbarriere. Og det gælder stort set alle dele af landet – også uden for de større byer. Derfor er det vigtigt, at regeringens 2025-plan indeholder ambitiøse mål både for øget udbud af arbejdskraft og for øget produktivitet,« siger vicedirektør i DI, Kent Damsgaard.

»Konkret foreslår vi, at pensionsalderen forhøjes til 68 år fra 2025 i stedet for fra 2030, at det gøres nemmere at rekruttere dygtige medarbejdere fra udlandet, at topskatten sænkes, at vi uddanner mere målrettet til erhvervslivet samt styrker rammerne for at investere i ny teknologi og digitalisering,« siger Kent Damsgaard.

Nok ledige hænder

Hos AE påpeger cheføkonom Erik Bjørsted, at reformer, som kan øge udbuddet af arbejdskraft, har stået højt på agendaen gennem flere år. Det gør, at den danske arbejdsstyrke vil vokse med 215.000 personer frem mod 2025, påpeger Erik Bjørsted.

Han mener derfor, at fokus for regeringen ikke skal være at få flere danskere ud på arbejdsmarkedet.

»Vi har ledige hænder nok til rådighed. Der kan være tvivl, om de ledige hænder matcher de behov, virksomhederne har. Det er der meget, som tyder på, at de ikke gør. Det vil hæmme vores velstand, hvis vi går glip af arbejdspladser, fordi arbejdskraften ikke har de rigtige kvalifikationer,« siger Erik Bjørsted.

»Vi kommer til at mangle faglærte. Vi skal satse på at få opkvalificeret arbejdsstyrken, og vi skal have flere unge til at tage en faglig uddannelse,« siger Erik Bjørsted.

Han erkender, at der lokalt kan være mangel på arbejdskraft allerede i dag, men vi er slet ikke på niveauet fra før finanskrisen endnu, understreger Erik Bjørsted.