Jens Rohde om ny boligaftale uden Radikale: »Kommer til at koste andelsbolighaverne dyrt«

Ny boligaftale indfører karensperiode på fem år, før man må sætte lejen op efter renovering af lejeboliger. De Radikale vil stemme imod aftalen.

Boligminister Kaare Dybvad (S) holdt torsdag kl. 19 et kort pressemøde, et såkaldt doorstep, om den netop indgåede aftale om regeringens Blackstone-indgreb. Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Efter et bittert opgør i rød blok endte de Radikale på sidelinjen, da regeringen torsdag aften indgik en længe ventet boligaftale med DF og de øvrige partier i rød blok. De Radikales boligordfører, Jens Rohde, er stærkt kritisk over for indholdet af aftalen og forstår ikke, at »DF går med på den.«

Aftalen skal ifølge regeringen og aftalepartierne gribe ind over for især udenlandske boligspekulanter, der opkøber lejeboliger i København og sætter huslejen op.