»Jeg har altid fulgt Danmark tæt«

Frans Timmermans har fulgt udviklingen i Danmark tæt. På den måde har han ofte kunnet tage pejling af, hvad der senere vil ske i Europa.

First Vice-President of European Commission in charge of Better regulation, Inter-Institutional Relations, rule of Law and Charter of Fundamental Rights, Dutch Frans Timmermans gives his first press conference at the EU Commission headquarters in Brussels, Belgium, 12 November 2014. The press conference focused on the European Commission's 2015 Work Programme, a programme running within the scope of the European Union's Horizon 2020 Framework Programme for Research and Innovation. EPA/OLIVIER HOSLET Fold sammen
Læs mere

Danmark er som bekendt ikke en sværvægter i EU. Alligevel har vi trukket overskrifter på grund af vores rolle i Europa. I Bruxelles husker man kun alt for godt, hvordan danskerne først stemte nej til Maastricht-traktaten den 2. juni 1992 – hvilket sendte chokbølger gennem EU – og få uger efter vandt Danmark EM i fodbold.

Det var dengang, Uffe Ellemann-Jensen som udenrigsminister mødte op til et topmøde med et halstørklæde i rød-hvide farver og proklamerede: »If you can’t join them – beat them.«

Allerede dengang blev danskernes nej udlagt som en grundlæggende krise for et EU, der var ved at miste folkelig forankring, og den debat har raset lige siden.

Af samme grund har EU-Kommissionens viceformand, Frans Timmermans, i lange perioder fulgt udviklingen i Danmark. For det lille kongerige i nord har ofte vist sig at være et laboratorium eller en katalysator for strømninger, der senere vil slå igennem i andre lande.

Det gælder f.eks. den intense debat om indvandring og integration, fremgangen for Dansk Folkeparti, ønsket om en bæredygtig udvikling og diskussionerne om skolernes kvalitet.

»Hvis du følger med i, hvad der sker i Danmark, vil du ofte se noget, som senere vil ske i andre medlemsstater,« siger Frans Timmermans.

I forhold til den tidligere rebelske rolle over for EU mener han, at Danmark har valgt at spille en mere konstruktiv rolle.

»Jeg husker tydeligt årene, da Danmark altid skabte problemer. Dengang var holdningen, at hvis man kunne skabe problemer for alle andre, ville man til sidst få de ting, som man ønskede sig. I dag samarbejder man konstruktivt på mange områder, men er præcis og fokuseret i sager, som er vigtige for Danmark. Det er efter min mening smartere end altid at sige nej.«

Det afhænger af perspektivet

Mange danskere synes stadig, at EU er for magtfuld og blander sig i for meget. Forstår du den holdning?

»Det er ikke kun et dansk fænomen. I mange medlemsstater skabes ofte en modsætning mellem national identitet og europæisk integration. Men ser du på de nye medlemsstater, er situationen en anden. Se på Polen. For første gang bestrider ingen landets suverænitet eller grænser – takket være den europæiske integration. For en polak er der ingen modsætning mellem national selvstændighed og identitet – og europæisk integration. Det afhænger af det perspektiv, man har.« I forbindelse med valget til Europa–Parlamentet fandt mange danskere det uretfærdigt, at EU-borgere fra andre lande relativt nemt kunne få del dansk velfærd, når de kom hertil. Hvad siger du til den protest?»Der findes nu en klar afgørelse fra EU-Domstolen i den såkaldte Dano-sag, som tydeligt siger, at den frie bevægelighed ikke giver ret til at gå ind i velfærdssystemet,« siger Frans Timmermans.

Dermed henviser han til en omtalt afgørelse fra efteråret, da EU-Domstolen fastslog, at ikke-erhvervsaktive unionsborgere, som flytter til et andet EU-land alene med det formål at opnå social bistand, kan udelukkes fra at modtage visse sociale ydelser.

I centrum af sagen var en rumænsk kvinde, Elisabeta Dano, som mente, at hun havde ret til tysk kontanthjælp, selv om hun hverken var under uddannelse eller søgte arbejde.

»Der er ingen europæisk regel, som siger, at hvis der kommer mennesker til dit land, har de automatisk adgang til velfærdssamfundet. Hvis de ikke har intentioner om at være økonomisk aktive eller vil forsørge sig selv, kan du sende dem tilbage til deres land, selv hvis de kommer fra et medlemsland. Det er konsekvensen af Dano-afgørelsen – selv om jeg ved, at der er særlige udfordringer i forhold til den måde, som I har indrettet jer på i Danmark,« siger Frans Timmermans.