»Jeg er utroligt skuffet«

Lars Høyer Holmqvist, der ejer en lejlighed i Ørestad, er nedtrykt over, at der tidligst kommer et nyt vurderingssystem i 2017.

»Jeg er utroligt skuffet over at skulle vente yderligere tre år på en korrekt vurdering af min lejlighed. Til den tid er mine børn jo nærmest flyttet hjemmefra,« siger Lars Høyer Holmqvist, der klagede over vurderingen for fem år siden. Foto: Mads Nissen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det var udsigten til en nybygget lejlighed i Ørestad og ikke et langvarigt skænderi med Skat, der fristede Lars Høyer Holmqvist til at købe en ny bolig i 2007.

Få måneder efter nøgleoverdragelsen oplevede den nybagte boligejer, at Skat havde skruet grundværdien på lejligheden op med 85 procent – selv om intet på daværende tidspunkt pegede på, at der var sket en stigning i grundenes værdi.

Den samlede ejendomsvurdering steg således med en million kroner, og han vurderer, at han har betalt dobbelt så meget i grundskyld, som han burde i forhold til den realistiske værdi. Dermed ser han ud til at indgå i en lang række af danskere, der i de senere år har oplevet at betale for meget eller for lidt i boligskat på grund af upræcise vurderinger.

Lars Høyer Holmqvist hører til blandt den store gruppe af boligejere, der i lang tid har set frem til konklusionerne fra regeringens ekspertudvalg, der gerne skal munde ud i et mere retvisende ejendomsvurderings-system. Men han er både skuffet over rapporten, der konkluderer, at der også i fremtiden vil være mange fejl, og ikke mindst politikernes reaktion.

»Jeg stiller mig utroligt uforstående over for, at man ikke kan lave præcise vurderinger på baggrund af de realiserede handler, da alle handler bliver tinglyst digitalt,« siger Lars Høyer Holmqvist.

For fem år siden valgte han at klage til Vurderingsankenævnet, men siden har sagen været strandet. Og til Lars Høyer Holmqvists ærgrelse tyder intet på, at det foreløbigt bliver ændret, eftersom regeringen netop har udskudt et ellers planlagt nyt vurderingssystem til 2017.

»Jeg er utroligt skuffet over, at jeg nu skal vente tre år yderligere på at få en korrekt vurdering af min lejlighed. Til den tid er mine børn nærmest blevet voksne, og jeg er formentlig flyttet i hus. Man mister fuldstændig tilliden til Skat,« siger han.

Skatteminister Benny Engelbrecht (S) har dog fastslået, at det er nødvendigt at arbejde videre med ekspertudvalgets model, hvis man skal opnå større træfsikkerhed og for alvor forbedre ejendomsvurderingerne.