Jakkesæt i slagsmål? Drabelige opgør om politik venter i efteråret

Den økonomiske politik har i mere end et år været indrettet på at holde vores samfund flydende under coronakrisen. Nu venter en endnu større opgave, nemlig at afvikle den megen hjælp igen. Det bliver en udfordring for finanspolitikken, men endnu mere for verdens to førende centralbanker i USA og euroområdet. Særligt i Europa venter et hårdt opgør i efteråret.

To af verdens mest magtfulde personer – ECBs Christine Lagarde og Federal Reserves Jerome Powell – får ikke meget at grine af, når de til efteråret skal begynde at rulle coronatiltag tilbage. Eitan Abramovich/afp/ritzau Scanpix

Første halvdel af 2021 er nu gået. Det var været en tid med nedlukning mange steder, men også med en hastig udrulning af vacciner i de vestlige lande. Dermed er vi på vej tilbage til et åbent samfund igen, omend vi fortsat ikke ved, hvad »normalt« er på den anden side af coronakrisen. I mindre udviklede lande er vejen tilbage til en sundhedsmæssig og økonomisk normaltilstand meget lang.

På de finansielle markeder har genåbningen i USA og Europa kombineret med fortsat gigantisk udpumpning af penge fra regeringer og centralbanker givet stigende aktiekurser. Boligpriserne er også eksploderet i de fleste lande – og altså ikke kun herhjemme.