Den danske serieiværksætter Mads Faurholt-Jørgensen, der har stiftet selskaber på stribe, har netop hentet 316 millioner kroner til virksomheden CompareAsiaGroup, som han for tre år siden stiftede sammen med Stefan Bruun.
Bag investeringsrunden gemmer sig Verdensbanken, der hermed foretager sin hidtil største investering i en af de nye finansielle teknologiske virksomheder – fintech – i verden.
Ud over Verdensbanken omfatter runden også den kinesiske teknologigigant Alibaba, der blev stiftet af Jack Ma og en gruppe investorer i 1999, og som med fynd og klem blev børsnoteret i New York i 2014. Selskabet er først for nylig begyndt at investere uden for Kina.
Desuden deltager investeringsbanken Goldman Sachs og den danske venturekapitalfond NordicEye, der ellers primært investerer i nordiske vækstvirksomheder. Ejerkredsen her tæller blandt andet Peter Warnøe og Lars Tvede. Sidstnævnte skrev Mads Faurholt-Jørgensen bogen »Iværksætter – hvad vi lærte af at starte 30 virksomheder« sammen med i foråret.
Ifølge Mads Faurholt-Jørgensen befæster den nye investering CompareAsiaGroups position som Asiens førende sammenligningstjeneste.
CompareAsiaGroups mission er at ændre de asiatiske forbrugeres vaner, når de køber finansielle serviceydelser. Og er en pendant til den danske sammenligningstjeneste Samlino.dk, der er de finansielle serviceydelsers svar på Momondo.dk.
CompareAsiaGroup har i øjeblikket aktiviteter i syv markeder i Asien og over en halv milliard potentielle kunder.
»Vi er meget glade for den strategiske støtte, som vores nye og eksisterende investorer giver os,« siger Mads Faurholt-Jørgensen.
Vivek Patha, der er regionaldirektør for Verdensbankens investeringsselskab International Finance Corporation (IFC) i Sydøstasien, betoner, at det for dem har været vigtigt, at man når ud til forbrugere, der ikke har en bank eller ikke har valgmuligheder nok. I den sammenhæng lægger hun vægt på, at netop teknologi vil kunne øge gennemsigtigheden på priserne på finansielle produkter og øge den finansielle forståelse hos forbrugerne. Og at investeringen er udtryk for, at banken støtter nye teknologier og forretningsmodeller, der hjælper forbrugerne.
Peter Warnøe, direktør og partner i Nordic Eye, er imponeret over, hvordan kunder og partnere har modtaget CompareAsiaGroup.
»Det beviser, at der globalt er et klart behov for gennemsigtighed og mere simple processer inden for personlige finanser,« siger han.
Mads Faurholt-Jørgensen har som 32-årig prøvet mere end de fleste i en hæsblæsende karriere, der har ført ham verden rundt. Han har stiftet flere end 20 virksomheder, der samlet er værdisat til flere milliarder, og han har både været en tur forbi McKinsey & Co, været chef for 3.500 medarbejdere og boet i ti forskellige lande.
CompareAsiaGroup har han stiftet sammen med 29-årige Stefan Bruun, der også er partner i NovaFounders. Steffen Bruun, som i dag bor i Hong Kong, var i 2016 på Forbes’ prestigefyldte liste over de mest håbefulde erhvervsfolk under 30 i Asien.
Mads Faurholt-Jørgensens opgave har været at gøre arbejdet i de internationale investorkredse blandt andet ved hjælp af hans globale netværk.
Tanker om børsnoteringer
Perspektivet i Mads Faurholt-Jørgensens liv har ændret sig, siden han blev far til sønnen, Theodor, for syv måneder siden. Tidligere var børsnoteringen tættere på for de virksomheder han havde etableret. CompareAsiaGroup skønner han i dag måske bliver børsnoteret om to til tre år. Men hvad der sker med moderselskabet – Nova Founders Capital, er mere usikkert.
»Jeg kender ikke svaret endnu. Mit fokus har altid været på vores virksomheder. Vi er bare et minus på vores virksomheders værdiansættelse. Men jeg synes, det er et meget tidligt tidspunkt at tænke over det. Og det kan sagtens være, at vi aldrig gør det. Det er i hvert fald ikke derfor, jeg har gjort det,« siger Mads Faurholt-Jørgensen:
»Det hænger heller ikke særligt godt sammen med min målsætning om, at Theodor en dag skal overtage det hele, så jeg ved det faktisk ikke. Det handler om at bygge noget til den næste generation. Jeg vil gerne kunne give noget videre og sætte mit præg på verden. Det var ikke tanker, jeg havde før, men det påvirker én meget at få et barn.«
Nova Founders Capital, der blev stiftet i 2012, har ifølge Mads Faurholt-Jørgensen genereret et afkast på over 1.000 procent de seneste tre år. Et tal, som er vanskeligt at dobbelttjekke, da virksomheden har hovedkvarter i Hongkong og ikke offentliggør regnskabstal.
I 2015 hentede Mads Faurholt-Jørgensen 300 mio. kr. hos bl.a. Goldman Sachs til Nova Founders Capital.