Iværksætterklubber og erhvervsservice i parløb

Det nye landsdækkende iværksætterinitiativ Erhvervssparring, der de næste måneder opretter op mod 40 selvstændige iværksætterklubber i hele landet, har allerede sikret sig en vigtig samarbejdspartner indenfor iværksætterrådgivning.

Ved lanceringen i går kunne DANA og KPMG, der på opfordring fra regeringen etablerer de lokale iværksætterklubber, præsentere landets 15 erhvervsservicecentre som kommende samarbejdspartnere. I første omgang i København, Århus og Odense, men der vil sandsynligvis indgås samarbejde med andre regionale centre fremover.

- Vi kan se, at der er masser af nystartede danske med stort vækstpotentiale, der vil få stor glæde af Erhvervssparring. Derfor har vi tænkt os at sende de virksomheder videre, som har behov for mere rådgivning end de fire timer, vi kan give dem, siger centerchef for Erhvervsservicecenter i Københavns Amt, Marlene Haugaard.

Alle iværksættere velkomne

Erhvervssparring har desuden samarbejde med andre netværk og udbydere af rådgivning, bl.a. Louiz Salonerne, Ildsjæle, Morgendagens Heltinder og Dansk Iværksætter Forening.

Erhvervssparring er opstået på regeringens opfordring, fordi man har konstateret, at iværksættere, som har adgang til sparring med erfarne erhvervsledere, oplever markant bedre overlevelsesevne og større vækst end andre iværksættere. Derfor har økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) reserveret fire mio. kr. til etablering af mellem 30 og 40 lokale iværksætterklubber i hele landet. DANA og KPMG har fået til opgave de næste to år at opbygge en struktur, der gør det muligt for iværksætterne selv at videreføre Erhvervssparring som en selvstændig medlemsfinansieret forening drevet af de iværksættere, der er tilknyttet.

Konsortiet bag lægger vægt på, at de nye klubber ikke er forbeholdt bestemte typer iværksættere. Alle iværksættere, der har eksisteret i maksimalt fem år og beskæftiger sig fuld tid med iværksættervirksomheden har adgang til Erhvervssparring.

- Vores erfaring er, at det er ledelsens erfaring og kompetencer, der er det mest afgørende for om en virksomhed bliver en vækstsucces eller ej. Det er ikke branchen. Derfor er der heller ikke fokus på bestemte brancher i konceptet, siger statsautoriseret revisor Lars Bo Jørgensen, KPMG.

Hos regeringen forestiller man sig, at de nye iværksætterklubber, der skal sætte sparring mellem erfarne erhvervsledere og iværksættere i system, vil øge antallet af virksomheder, der får adgang til risikovillig kapital. Det forventes således, at nogle af landets mange business angels vil være tiltrukket af konceptet omkring Erhvervssparring.

Iværksætterklubberne vil få hovedsæde i Odense.

BOKS

Kommende iværksætterklubber

Foreløbig er følgende tre byer klar til at etablere Erhvervssparring:

Århus - opstart i dag kl. 16.30 - 18.30 hos KPMG, Værkmestergade 25.

Odense - opstart torsdag den 9. december kl. 16.30 ¿ 18.30 på Fyns Erhvervscenter

København - opstart onsdag den 15. december kl. 18.00 - 20.30 på Erhvervsservicecenter for Københavns Amt

Tilmelding og yderligere information, se www.erhvervssparring.dk