ITHs tidligere ledelse under mistanke for urent trav

Den nye bestyrelse kritiserer, at forhenværende direktør fik gyldent håndtryk på fem mio. kr. kort før rigmandsbanken Capinordics indtog i det jyske industriselskab i sommer. ITHs tidligere ledelse afviser, at der er noget at komme efter.

Tidligere direktør Carsten Bo Pedersen. Foto: Carsten Dalhoff/Polfoto. Fold sammen
Læs mere
Indledningen er skrevet til et nyt kapital i dramaet om den københavnske rigmandsbank Capinordics indtog i det børsnoterede industriselskab ITH i Silkeborg i sommer.

ITHs nye formand, advokat Claus Ørskov har bedt den nyligt fratrådte bestyrelse redegøre for en række tvivlsspørgsmål om den forhenværende direktørs gyldne håndtryk.

ITHs administrerende direktør indtil begyndelsen af juli, Carsten Bo Pedersen, hævede lige før sin fratræden i sommer 4,9 mio. kr. kontant i fratrædelsesvederlag efter kun seks måneder i chefstolen.

Denne sum er så betragtelig, at direktørens håndtryk blev hovedårsagen til, at ITH i forrige uge måtte skuffe aktionærerne og melde røde tal i regnskabet for første halvår.

Ifølge ITHs bestyrelsesformand Claus Ørskov fik dette væsentlige beløb ITHs nye ejere til at kigge nærmere på Carsten Bo Pedersens fratrædelsesaftale, som han indgik med den tidligere bestyrelse kort tid efter, at Capinordic overtog en betydelig aktiepost 16. juni.

Forvirring om datoer
Carsten Bo Pedersens fratrædelsesaftale viste sig at bygge på et tillæg til den oprindelige direktørkontrakt, som han indgik med ITHs daværende bestyrelse ved årsskiftet 2006/07.

Tillægget, som sikrede Carsten Bo Pedersen hans gyldne håndtryk på 4,9 mio. kr. i forbindelse med change of controll – altså den situation, hvor virksomheden får nye ejere – er udarbejdet af ITHs eksterne advokat hos advokatfirmaet Gorrissen Federspiel i Århus.

Men nu er der opstået tvivl om, hvornår tillægget til Carsten Bo Pedersens kontrakt rent faktisk blev til. Datoerne for Carsten Bo Pedersens korrespondance med Gorrissen Federspiel – og den håndskrevne dato på tillægget til hans direktørkontrakt – stemmer ikke overens.

Forvirringen om datoerne kan give det indtryk, at tillægget til Carsten Bo Pedersens kontrakt er udarbejdet ganske tæt på hans fratræden.

»Vi har konstateret, at der er en usammenhæng mellem den håndskrevne datering på tillægget til Carsten Bo Pedersens direktørkontrakt – og så det tidspunkt, hvor han korresponderede med Gorrissen Federspiel om udarbejdelsen af tillægget,« siger Claus Ørskov.

»Vi har derfor skriftligt bedt ITHs tidligere bestyrelse om at redegøre for tidsmæssige og indholdsmæssige forhold i den fratrædelsesaftale, bestyrelsen gav ITHs tidligere direktør. Vi vil gerne have klargjort, hvad det egentlig er sket,« forklarer han.

Særpræget
Claus Ørskov er generelt kritisk over for Carsten Bo Pedersens gyldne håndtryk:

»Det at den tidligere bestyrelse fritstiller en direktør og giver ham et betragteligt fratrædelsesvederlag uden mulighed for modregning i andet arbejde lige før den generalforsamling, hvor hele bestyrelsen blev skiftet ud, er en særpræget disposition,« siger Ørskov, som mener, at diskussionen om direktørens fritstilling burde have været taget med den nye bestyrelse.

ITHs bestyrelsesformand indtil 9. juli direktør Hans Christensen, Sønderborg har ingen kommentarer til kritikken.

Men et andet af ITHs tidligere bestyrelsesmedlemmer, direktør Villy Bruun Kristensen afviser, at der er problemer med Carsten Bo Pedersens vederlag:

»Tillægget til kontrakten var ikke noget, vi lige lavede dagen før. Jeg tror, den nye bestyrelse sidder og kigger i nogle gamle e-mails, og så kigger de på, hvad der står i kontrakten.

Det er klart, at i og med at du har noget korrespondance, så skifter datoerne, som tiden går. Jeg mener, vi genforhandlede kontrakten en gang i marts måned. Det er jeg ret sikker på, uden at have datoen præcis, fordi jeg er på sommerferie lige nu,« siger han.

»Men uanset den nøjagtige dato, så sker det i den periode, hvor vi sidder som lovlig bestyrelse.

Vi havde ekstraordinær generalforsamling 9. juli, og vi lavede tillægget til kontrakten inden den tid. Der er ikke noget usædvanligt i, at det i en direktørkontrakt står, at hvis der kommer nye ejere, så har man lov til at trække sig som direktør.«

»Vi anser det ikke for at være nogen sag overhovedet. Det hele er ganske udramatisk.

En bestyrelse har lov til at genforhandle direktørens kontrakt, og vi var lovlig bestyrelse på det tidspunkt. Vi havde fulde beføjelser indtil det øjeblik, hvor vi fratrådte,« fastslår Villy Bruun Kristensen.