Islandske bankdirektører fængslet

Den tidligere topchef i islandske Landsbanki er varetægtsfængslet anklaget for markedsmanipulation. Samtidig er storaktionæren i Arsenal og Facebook, den usbekiske oligark Usmanov, dukket op som aktør i Islands bankkrak.

Den tidligere CEO i Landsbanki, Sigurjón Árnason. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mike Clarke
Mere end to år efter Islands totale bankkrak vælter der fortsat skeletter ud af skabene i Island.

Et omfattende retsopgør er ellers i gang, og aktuelt sidder den tidligere CEO i Landsbanki, Sigurjón Árnason, varetægtsfængslet i Island under anklage for bl.a. markedsmanipulation og skattesvindel.



Fængslingen følger efter nylige razziaer, og også bankens tidligere investeringschef har været fængslet, mens Árnasons med-direktør Halldór Kristjánsson er underlagt udrejseforbud.

Anklagerne går på, at Landsbanki - Islands næststørste - lavede markedsmanipulation i perioden 2003 til 2008 og overtog en værdiløs låneportefølje fra sit datterselskab i Luxembourg. I alt har over 40 mennesker været afhørt alene i efterforskningen af Landsbanki.

Enorme lån til oligark

Landsbanki-sagen er endda kun en lille del af det samlede opgør efter de tre største, islandske  banker krakkede på én uge i efteråret 2008.

Det internationale detektivbureau Kroll, det britiske bagmandspoliti, en parlamentarisk undersøgelseskommission og Islands særlige anklagemyndighed har alle lavet omfattende undersøgelser. Og alligevel kommer der fortsat nye og overraskende oplysninger frem.



Senest har RÚV - Islands svar på DR - afsløret at ledelsen i den krakkede Kaupthing Bank kort før det totale krak bevilligede et enormt lån til den usbekiske oligark Alisher Usmanov. Den 24. september 2008 bevilligede ledelsen i Kaupthing et lån på 270 milliarder islandske kr., svarende til en nutidsværdi på to milliarder dollar til Usmanov.

Russiske forbindelser


Det er usikkert om det enorme lån nogensinde blev udbetalt, da banken var i svære likviditetsproblemer og krakkede kun to uger senere.

Det er heller ikke klart, hvorfor Kaupthing ville låne så mange milliarder ud samtidig med, at banken var på sammenbruddets rand. Men ifølge RÚV var ideen, at pengene skulle tilbage til bankens største aktionærer. En lignende model lavede banken med sheik Muhammed Al-Thani fra Qatars kongefamilie kort forinden.

Læs også: Advokat: Ingen skal tjene på Icesave

Usmanov er nummer 100 på Forbes liste over verdens rigeste og største aktionær i den engelske fodboldklub Arsenal, ligesom et af hans selskaber for nylig købte aktier i Facebook for 300 millioner dollar.

Derudover er han både mine-, tele- og mediemogul i Rusland, hvor han også er tæt på den politiske top i Kreml. Samtidig er han løbende blevet sat i forbindelse med organiseret kriminalitet, hvilket Usmanov dog selv bestrider.

Landsbanki tæt på Usmanov

I Island er det overraskende, at det netop var Kaupthing, der ville låne milliarder til Usmanov. Han har nemlig tidligere været tæt på Landsbanki og de to hovedejere af banken, som i øvrigt grundlagde deres formue i Rusland.



Således var det angiveligt Landsbankis bestyrelsesformand og ejer af London-klubben West Ham United, Björgólfur Gudmundsson, der i sin tid introducerede Usmanov til folkene i Arsenal. Og det var Landsbankis britiske datterselskab, som formidlede et af Usmanovs større aktiekøb i Arsenal i 2007 ifølge The Guardian.