International uro truer dansk opsving

Konflikten med Rusland og urolighederne i Mellemøsten rammer europæisk og dansk økonomi på et yderst sårbart tidspunkt.

Urolighederne i Mellemøsten rammer europæisk og dansk økonomi Fold sammen
Læs mere
Foto: SIEGFRIED MODOLA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det skrøbelige danske og europæiske opsving, som mange topøkonomer ellers så småt var begyndt at skimte og ventede i andet halvår, kan blive udskudt – endnu en gang. Den seneste eskalering af konflikten med Rusland og urolighederne i Mellemøsten falder nemlig sammen med en række bekymrende tegn fra flere af Europas større økonomier.

Mange topøkonomer er dybt bekymrede over vækstudsigterne i bl.a. Frankrig, der meget vel kan havne i recession i andet halvår. Den tyske erhvervstillid og industriproduktion har set over flere måneder udviklet sig skuffende, og Italien er igen havnet i recession.

Den geopolitiske uro og de økonomiske udfordringer i Europa kan samtidig få mærkbar indflydelse på den danske vækst i år, da vi som en lille, åben økonomi i høj grad lever af eksport.

»Usikkerheden om både europæisk og dansk økonomi er markant forøget de seneste uger, og det kan få betydning for virksomhedernes investeringer. Allerede før eskaleringen af den russisk-ukrainske konflikt fik vi flere skuffende nøgletal for europæisk økonomi. Det har understreget, at usikkerheden om det danske opsving er langt større, end de fleste havde forventet tidligere på sommeren,« siger cheføkonom i Nykredit, Ulrik Bie.

Det måske tydeligste tegn på den stigende usikkerhed kan ses på aktiemarkederne, der den seneste måned er faldet massivt over hele Europa. I Danmark er det toneangivende C20 Cap-indeks faldet med 7,8 procent siden toppen for lidt over en måned siden. Det hører med til historien, at aktiemarkedet åbnede året med bravour og trods faldet denne sommer fortsat er steget med 11,4 procent siden nytår.

I både Tyskland og Frankrig er DAX-indekset faldet med over ti procent den seneste halvanden måned, hvor den geo-politiske uro er steget, mens en række økonomiske nøgletal har skuffet.»Udviklingen tager toppen af de forventninger, der vækstmæssigt har været til eurozonen. Væksten i eurozonen bliver svagere end det, de fleste havde sat næsen op efter – bare for en fire-fem uger tilbage,« siger aktieanalysechef i Sydbank, Bjørn Schwarz.

Selv om usikkerheden om udviklingen i europæisk økonomi er steget markant, er der dog fortsat en række positive tegn, der kan give anledning til en vis optimisme. Der er udsigt til flot vækst i bl.a. USA og Storbritannien, og forudsætningerne for en mærkbar stigning i det tyske forbrug er til stede. Både lav gældsætning, høj lønudvikling og stigende boligpriser burde trække i retning af stigende forbrug i Europas største økonomi.