Ingen vil tage ansvar for krisen

En tyk og mørk tåge hænger faretruende over den europæiske økonomi. Den fremdrift og de bedre tider, der længe er blevet stillet i udsigt, vil sandsynligvis trække ud – endnu engang.

Nu er det handelskrigen mellem EU og Rusland, som skaber problemer, ikke bare i de to største økonomier, Tyskland og Frankrig, men også i Italien og Belgien. Det vil med stor sandsynlighed gøre resten af 2014 til endnu et år, hvor alle må vente og se, og hvor stort set intet sker, heller ikke herhjemme.

Ingen ønsker umiddelbart at tage ansvar for aktuelle startbesvær, som holder arbejdsløsheden oppe på historisk høje niveauer og låser tusindvis af både unge og gamle europæiske indbyggere fast i ledighed og fattigdom. Der er da heller ikke én skurk, som står med hele ansvaret. Men det er efterhånden åbenlyst, at Den Europæiske Centralbank (ECB) har nølet for længe og været alt for forsigtig.

ECB har været langt mere tilbageholdende med at sætte renten ned, end tilfældet har været i både USA, Japan og Storbritannien. ECB har også været tilbageholdende med at tage mere utraditionelle pengepolitiske metoder i brug, eksempelvis med store opkøb af obligationer, som vil presse de lange renter ned og pumpe penge ud i europæisk økonomi.

Men ECB har også fejlvurderet den økonomiske udvikling på alvorlig vis. Eksempelvis satte de så sent som i 2011 renten op to gange fra 1,0 til 1,5 procent, fordi de troede, at krisen var ved at klinge af. Også tilbage i juni 2008 var ECB alt for hurtig til at hæve renten. Her satte de faktisk renten op, netop mens finanskrisen var under voldsom udvikling, og USA var i fuld gang med at sætte sine renter ned.

I sidste ende er det dog de europæiske politikere, som har det overordnede ansvar for krisen. De har været alt for længe om at gennemføre de reformer, som kan styrke konkurrenceevnen og gøre Europa til et sted, hvor det myldrer frem med nye job, som det ses i USA.

Det er ved at holde igen på lønnen, satse mere på uddannelse, og gøre det nemmere at etablere virksomhed, at Europa kunne få en bedre konkurrencekraft. Men det er også nødvendigt at forbedre det indre marked, så konkurrencen bliver mere intensiv, og få problemerne med mangel på kapital i de europæiske banker løst.

Der er også behov for at gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt, så arbejdskraften søger mod de steder, hvor solen er på vej op – og ikke ned.

Nye og vilde finanspolitiske satsninger, er tiden derimod ikke til. Det vil blot øge de i forvejen store underskud på de offentlige finanser, pumpe den offentlige sektor op i størrelse og skabe fare for, at gældskrisen blusser op på ny med uro og stigende renter til følge.

Der er ingen hurtige smutveje ud af den dybe og langtrukne krise, som Europa har bragt sig selv i. Men hvis politikerne ikke tænker langsigtet, og begynder at ruste Europa bedre til fremtiden, så kan den aktuelle krise bide sig fast som en mere permanent tilstand. Ingen naturlov garanterer, at Europa og Danmark skal være blandt verdens rigeste regioner. Tågen kan i værste fald skygge for solen - længe endnu. Især hvis ingen vil tage et ansvar for krisen.