Den økonomiske krise er i fuld gang med at fjerne grundlaget for etablering af de nye vækstvirksomheder, som Danmark skal leve af de kommende år.

Det kan konkluderes ud fra en ny analyse af det danske marked for venturekapital, som Vækstfonden netop har lavet.

Analysen viser, at antallet og omfanget af investeringer i helt nye virksomheder var historisk lavt i 2008 – en udvikling, der ser ud til at fortsætte nedad i år. Samtidig må ventureselskaberne tilføre flere penge end forventet til de selskaber, de tidligere har investeret i. Og hvad endnu værre er: Ventureselskaberne har allerede brugt størstedelen af de penge de råder over og evner ikke at rejse yderligere kapital.

Ifølge analysen foretog de danske ventureselskaber sidste år kun syv nyinvesteringer til en værdi af 82 mio. kr. i virksomheder, der er på et helt tidligt stadium i deres forløb, de såkaldte seed-investeringer. Til gengæld er omfanget af »opfølgningsinvesteringer« i eksisterende selskaber steget med 22 pct. i 2008. De udgjorde 1,8 mia. kr. eller godt tre fjerdele af samtlige de investeringer, som ventureselskaberne foretog. Især virksomheder indenfor medicinal- og sundhedssektoren har krævet ekstraordinært store opfølgningsinvesteringer, og her har ventureselskaberne relativt færrest midler tilbage at investere for.

- Analysen viser, at regeringens erhvervspakke, der tilfører venturebranchen 500 mio. kr. til at rejse ny kapital, falder på et tørt sted, siger vicedirektør i Vækstfonden Rolf Kjærgaard.

Partner Gregers Kronborg fra Northzone Ventures, der formand for ventureudvalget i venturebranchens forening, DVCA, er enig, men vurderer ikke ,at pakken alene kan vende udviklingen. »Det vi oplever i øjeblikket er nærmest en strangulering af branchen. Vi vil se endnu værre tal fremover end vi har set i 2008 og den forløbne del af 2009,« siger han. Regeringens erhvervspakke betyder, at der årligt kan investeres i fire til syv nyetablerede virksomheder med vækstpotentiale.

Læs også:


Investeringer ophører

Den alvorlige udvikling illustreres tydeligt, når man ser på ventureselskabernes likviditet. Ved udgangen af 2008 havde selskaberne investeret 78 pct. af den kapital, de havde til rådighed. Branchen fik kun tilført 300 mio.kr i ny kapital sidste år, mens investerede for 2,5 mia. kr. De 2,5 mia. kr. er en fremgang på 10 pct., men da selskaberne ikke får tilført flere penge, må det forudses, at ventureselskaberne helt holder op med at investere om halvandet år, hvis den nuværende udvikling fortsætter.

- Der er ingen tvivl om, at mange ventureselskaber havde arbejdet efter at kunne sælge en del af deres portefølje i 2008 og 2009. Det har de i mange tilfælde måttet opgive eller udsætte. I stedet må de bruge flere pengene på de virksomheder, de allerede har investeret i i håb om at kunne sælge dem til en bedre pris senere, tilføjer Rolf Kjærgaard.

Biotek dominerer

Det fremgår af Vækstfondens analyse, at næsten halvdelen af alle venturebranchens investeringer fortsat går til virksomheder inden for biotek, medicin- og sundhedssektoren.

Virksomheder inden for IT tiltrækker en fjerdedel af investeringerne. Energi og miljøteknologi er et nyt og voksende investeringsområde, men det udgør endnu kun seks pct. af venturebranchens investeringer og er dermed særlig hårdt ramt af branchens manglende muligheder for at nyinvestere.

Ifølge analysen spiller Vækstfonden, der ejes af staten, stadig en betydelig rolle på venturemarkedet. Sidste år investerede fonden 511 mio. kr. – enten selv eller via de venturefonde, hvor Vækstfonden er medinvestor. Det svarer godt en femtedel af de investeringer, der foretages inden for området.

Set i historisk perspektiv har den danske venturesektor udviklet sig kraftigt. Over ti år er midlerne under forvaltning ti-doblet til 21 mia. kr. I 2008 faldt kapitalen dog en smule, og den må forudses at mindskes yderligere i år.