Infrastrukturen trænger til et løft

Hvis vi vil have gang i hjulene, skal vi have gang i nogle infrastrukturinvesteringer herhjemme, der på den korte bane tilfører kapital og på den lange øger mobiliteten. Sådan lyder opforringen fra faglige organisationer og erhvervsorganisationer.

Inderhavnsbroen har været otte år undervejs Inderhavnsbroen i Københavns Havn kan søndag ikke åbne. Det er kun det seneste problem med den forsinkede bro. Inderhavnsbroen er anlagt i Københavns havn mellem Havnegade og Nordatlantens Brygge.. (Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix 2016) Fold sammen
Læs mere
Foto: Ólafur Steinar Gestsson

»Danmark forfalder i et hastigt tempo. Vores kloaknet forfalder. Vores broer og veje forfalder. Vores skoler forfalder,« sådan skriver administrerende direktør i Dansk Byggeri, Lars Storr-Hansen i en kronik i dagens Berlingske. Han efterlyser flere investeringer i anlægsprojekter herhjemme.

En sang Arbejderbevægelsens Erhvervsråd gerne synger med på:

»Sådanne investeringer kan bidrage til øget produktivitet og måske endda øget arbejdsudbud i kraft af større mobilitet på længere sigt. Det vil også på kort sigt give behov for arbejdskraft,« siger direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Lars Andersen.

Den faglige organisation, Dansk Metal, ser også store fordele ved, at vi investerer i vores infrastruktur og gerne i den helt store skala:

»Vi har en række infrastrukturinvesteringer i Danmark, som simpelthen kalder på at blive gennemført og i en tid, hvor renten er så lav, som den er, kunne jeg godt forestille mig, at man fremrykkede nogle af de ting, det kunne eksempelvis være Femernbæltforbindelsen,« siger cheføkonom i Dansk Metal, Thomas Søby.

Men hos Dansk Erhverv påpeger man, at selv om renten lige nu er lav, så skal pengene betales tilbage:

»Jeg vil være lidt forsigtig med at investere i store infrastrukturprojekter lige nu og her, uanset om renten er lav. Det kan godt være, at man kan låne til meget lave renter, men pengene skal betales tilbage igen,« siger administrerende direktør i Dansk Erhverv, Jens Klarskov.

Han efterlyser, at man i stedet for kun at have fokus på anlægsprojekter bør udbygge den digitale infrastruktur.

»Det er vigtigt at understrege, at når man snakker infrastruktur i Danmark, så er det lige så vigtigt at kigge på den digitale infrastruktur, altså effektive tele- og bredbåndsforbindelser,« siger Jens Klarskov.