Når inflationen buldrer derudaf, er det et ret brugt og kendt kneb at hæve renten. Det er bare ærgerligt, at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, hader rentestigninger.
For inflationen er tårnhøj i landet – den højeste i 20 år.
Mens vi i Europa frygter prisstigninger på fem procent, slår Tyrkiet alle rekorder. Siden februar sidste år er inflationen steget med 54 procent, viser nye tal fra det tyrkiske statistiske bureau.
Fødevarepriserne steg på et år 64,5 procent, og transporten steg 75,8 procent, viser tal fra sidste måned, hvilket skubbede forbrugerprisindekset til det højeste niveau siden marts 2002.
Udgifterne til mad og forsyninger belaster husholdningernes budgetter og har gjort folk som den 32-årige mor Cansu Kara ængstelige:
»Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst gik ind i en slagterbutik,« siger hun til nyhedsbureauet Bloomberg.
»Kød er et måltid for de rige.«
Inflationen og den svage lira flytter købekraft fra husholdningerne til eksportvirksomhederne, der bliver mere internationalt konkurrencedygtige med en svagere valuta, omend de også skal betale meget højere priser for de varer, der købes i udlandet – ikke mindst energi. De bliver også ramt af stigende lønudgifter. Producentpriserne er fordoblet det seneste år, hvilket også vidner om, at der er flere prisstigninger forude for de tyrkiske forbrugere.
Og så kom det store jordskælv for økonomien, Ruslands invasion af Ukraine, der nu viser sine efterskælv rundt i hele verdens økonomi.
Her også Tyrkiets, der i forvejen har prisstigninger, der er på himmelflugt – nu stigninger på vej endnu længere ud i galaksen.
Mistro til Erdogan
På trods af den høje inflation, som har været et problem i længere tid, har Erdogan nægtet at hæve renterne – tværtimod.
I slutningen af sidste år beordrede han centralbanken til aggressivt at skære ned på låneomkostningerne på trods af den voldsomme inflation. Det udløste et kollaps i valutaen, lira.
Erdogan er dog overbevist om, at den svage valuta vil booste landets eksport og sætte gang i den økonomiske vækst.
Det virker dog ikke til, at befolkningen er enig. Meningsmålinger viser, at borgerne er dybt utilfredse med økonomien i landet. Tre ud af fem tyrkere sagde sidste måned, at regeringen forvalter økonomien dårligt.
Og så længe Erdogan holder sig fra rentestigninger, tyder alt på, at de høje priser fortsætter.
Cansu Kara fra Tyrkiet ser kun en mulighed nu.
»Alt jeg kan gøre er at slukke lyset, der er ingen anden måde, hvorpå jeg kan strække mit budget,« siger hun til Bloomberg.