Den norske inflation var på tre procent i maj, hvilket er et fald på 0,3 procentpoint i forhold til måneden før. 

Det viser tal fra det norske statistiske bureau SSB. 

»Det styrker vores prognose om en rentenedsættelse i december. Nu er inflationen, hvor Norges Bank havde forventet,« siger cheføkonom Kjersti Haugland hos Den Norske Bank (DNB) til mediet E24.

Samme procentvise fald ser man i kerneinflationen fra april til maj, hvor energi- og fødevarepriser er taget ud af regnestykket. Det tal var på 4,1 procent i maj. 

Forsinkede rentenedsættelser 

Den norske centralbank havde dog et mål om en vedvarende kerneinflation på to procent. Da det tal på nuværende tidspunkt er 4,1 procent, ligger det derfor stadig et godt stykke over centralbankens forventning.

Til forskel fra Kjersti Haugland peger cheføkonom i Handelsbanken Marius Gonsholt Hov på dagens tal og fredagens stærke arbejdsmarkedstal fra USA som indikatorer på, at rentenedsættelser i Norge kan blive forsinkede. 

Ifølge Espen Kristiansen, som er sektionschef i Norges Statistik, skyldes faldet i prisvæksten især elpriserne.

»Siden december sidste år er 12-månedersvæksten i inflationen gået fra 4,8 procent til 3,0 procent i maj. Den seneste måned er det især elpriserne, der driver prisvæksten ned,« siger Espen Kristiansen. 

Norges Statistik tilføjer, at blandt andet højere gennemsnitstemperaturer i maj fik priserne til at falde. Men de norske priser viser i disse måneder de højeste stigningstakter i de vestlige lande. Siden september sidste år er det norske prisindeks steget med 2,9 procent, mens det i samme periode kun er steget med 0,9 procent herhjemme. 

De norske fødevarepriser steg med 0,9 procent på en måned fra april til maj. Det er anden måned i træk, at priserne er steget. 

»Fødevarepriserne er steget mere, end vi havde forestillet os, og er højere end normalt for maj. Det sæsonmæssige mønster for fødevarepriserne har ændret sig,« siger Kjersti Haugland fra DNB. 

Prisstigningen på fødevarer de seneste 12 måneder er på 5,4 procent. 

»Vi sammenligner nu med en tid sidste år, hvor fødevarepriserne steg usædvanlig hurtigt. Det er medvirkende til, at 12-månedersvæksten for fødevarer falder ret kraftigt fra april til maj,« siger Espen Kristiansen i Norges Statistik.