Inflationen i Danmark steg i februar til 5,3 procent

Prisstigningerne fortsætter. Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at de danske forbrugerpriser i februar steg til 5,3 procent fra 4,9 procent i januar 2022. Det er den højest målte inflation siden 1997. Og »det bliver meget værre«, forudser cheføkonom.

Det bliver dyrere at fylde indkøbsvognen. Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkiv)

Inflationen i Danmark steg i februar 2022 til 5,3 procent fra 4,9 procent i januar 2022. I samme periode steg inflationen i de 27 EU-lande (uden Storbritannien) endnu mere, nemlig fra 5,6 procent til 6,2 procent. Også i euroområdet steg inflationen, nemlig fra 5,1 procent til 5,9 procent.

I både Danmarks og EUs tilfælde er det den højest målte inflation i den tid, det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks er blevet opgjort, hvilket er siden 1997.