Inflationen falder for fjerde måned i træk

Inflationen faldt i september i forhold til august, men nu vil fedtafgiften sætte den i vejret igen.

Foto: NF
Priserne var i september 2,5 procent højere end i samme måned sidste år, men inflationen er fortsat for nedadgående.

Det viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik.

I august var inflationen på 2,6 procent, og det er nu fjerde måned i træk, at tallene falder. I maj var inflationen således helt oppe på 3,1 procent.

Det er især lavere årlige prisstigninger på fødevarer og tobak, som har stoppet væksten i forbrugspriserne.

De største prisstigninger er målt på beklædning og fodtøj, hvor priserne er 8,8 procent højere end i sidste måned. Det skyldes ikke mindst, at nye kollektioner er kommet på markedet.

Til gengæld er fødevarepriserne faldet en halv procent som følge af lavere priser på kød og grøntsager.

Men efter fire måneder med faldende inflation forventer seniorøkonom i Nykredit, Tore Stramer, at vi går nye stigninger i møde.

- Det skyldes den netop indførte fedtafgift, der forventeligt vil løfte inflationen med i omegnen af 0,2-0,3 procentpoint i oktober, siger Tore Stramer.

- Fedtafgiften alene betyder, at en typisk familie med to børn vil få en ekstraregning på i omegnen af 800-900 kr. om året, hvis de ikke ændre deres nuværende forbrugsvaner, forklarer han.

På længere sigt forventer økonomen dog, at inflationen vil bide sig fast omkring de to procent mod udgangen af 2012.

/ritzau/