Inflationen er historisk lav

Det er første gang siden 1954, at det er blevet billigere at handle ind. De varer, som for ét år siden kostede 1.000 kroner, er nu nede at koste 999 kroner. Det normale er ellers, at de stiger lidt år efter år.

Skrækeksemplet med hyperinflation kendes fra Tyskland i 1920erne. I 1921 var 8.000 tyske reichmark kun en dollar værd, og det blev meget værre. Foto: Sygma
Læs mere
Fold sammen

Inflationen rasler ned. For første gang siden 1954, altså i hele 61 år, er priserne faldet i januar, når det ses i forhold til samme måned et år før. Det er den kurv af varer, som Danmarks Statistik overvåger priserne på, og som svarer til forbruget hos en typisk dansk familie, der er faldet fra 1.000 kroner i januar 2014 til nu 999 kroner. Det er en nedtur på 0,1 procent.

Det lyder måske ikke af meget, men det normale er, at priserne stiger lidt år efter år, så direkte prisfald er noget ganske usædvanligt. Det er tilmed noget, som normalt kun ses under dybe kriser og alvorlige depressioner, som Danmark oplevede eksempelvis i 1930erne. Men også i kriseåret 1954, lige efter den legendariske Thorkil »Livrem« Kristensen (V) havde været finansminister og gennemført en række yderst barske økonomiske stramninger, faldt priserne.

Nu sker det så igen. På bagsiden af det dødvande, som store dele af verdensøkonomien har befundet sig i siden 2008, dukker den frygtede deflation pludselig op. Som et uhyggeligt spøgelse fra fortiden.

Det er ikke kun herhjemme, at priserne falder. Sverige, Schweiz, Belgien, Italien, Spanien og Grækenland er i samme situation. Flere andre lande ventes at følge efter.

I de 19 eurolande set under ét, faldt priserne med hele 0,6 procent i januar. Dermed har inflationen i nu 24 måneder ligget under de 2,0 procent, som Den Europæiske Centralbank (ECB) skal forsøge at holde prisudviklingen oppe på.

Det er da også derfor, at ECB har varslet et historisk stort program for opkøb af obligationer. Det begynder i næste måned og er på intet mindre end 1.140 milliarder euro, eller lige så meget som 26.000 euro per indbygger i de 19 eurolande.

De massive opkøb af værdipapirer vil pumpe penge i et hidtil uset omfang ud i europæisk økonomi og skulle gerne presse både renten og euroen så meget ned i værdi, at det igen begynder at myldre frem med nye job. Sker det, og kommer der endelig gang i væksten, burde inflationen igen tage til i fart.

Det er især det markante prisfald på olie, der lige nu trækker inflationen ned hjemme og ude med stor hast. Siden sidste efterår er prisen på olie næsten halveret til et aktuelt niveau på 58 dollar per tønde af den særlige Brent-olie fra Nordesøen. Uden dette prisfald, ville inflationen have været oppe på lidt mere normale 0,8 procent i januar, oplyser Danmarks Statistik.

Men fjernvarme er også blevet billigere, fordi den såkaldte forsyningssikkerhedsafgift, der skulle have finansieret nye vindmøller og anden grøn energi, er rullet tilbage. I stedet blev bundskatten sat op med 0,25 procent point i år til 8,08 procent. Bundskatten sættes af samme årsag yderligere op med 0,02 procentpoint fra 2018 og med 0,01 procent point fra 2020, lige som der også er blevet skåret i den såkaldte grønne check.

Lavere afgifter på blandt andet sodavand er også med til at dæmpe inflationen. Sodavand er over det seneste år blevet 8,0 procent billigere og er dermed en af de varer, der er faldet mest i pris.

Men ellers er det i høj grad de økonomisk hårde tider og stilstand ikke bare herhjemme, men også i det meste af det øvrige Europa, der banker inflationen i bund.

Når alle er opsat på at spare, nedbringe gæld og polstre sig bedre til fremtiden, og lønningerne i flere sydeuropæiske lande ligefrem falder, så kan butikker og virksomheder ikke sætte deres priser op.

De er tværtimod flere steder presset til at sætte priserne ned for at fastholde et bare nogenlunde uændret salg.

I værste fald kan faldende priser og deflation sætte gang i den ond spiral, hvor alle vil vente og se tiden an, fordi alt bliver billigere – nærmest dag for dag.

Sker det, og begynder også lønningerne at falde for store grupper, kan mange få problemer med at betale alle de lån og al den gæld tilbage, som blev bygget op i de gode år, før krisen for alvor begyndte i 2008.

Også den hårdt gældsatte offentlige sektor vil få større problemer med at få styr på sin gæld i en sådan situation. En sådan ond deflation, hvor alle venter faldende priser fremover, er ren gift for økonomien.

Men faldende priser er ikke altid en dårlig nyhed. Det kan også være en god ting. Tænk bare på alle de computere, mobiltelefoner og andre forbrugsvarer, der er væltet ind i Danmark fra Kina i stigende omfang de senere år, til fortsat lavere priser. De øger vores velstand og købekraft.

Priserne kan også falde, hvis produktiviteten stiger, og vi bliver mere effektive til at fremstille eksempelvis grise eller smør i landbruget. Eller hvis prisen på de råvarer, der bruges i produktionen, falder. Det er i bund og grund en sund udvikling, som vi kan glæde os over.

Værre ser det ud, hvis inflationen falder på grund af ledig kapacitet og nedgang i lønningerne. Det kan ske, hvis arbejdsløsheden er meget høj, og masser af maskiner i erhvervslivet står stille. Det er lidt af det, der ses nu, men en betydelig del af prisfaldet skyldes også lavere energipriser.

På det sidste er euroen og dermed også kronen faldet betydeligt i værdi. Det burde gøre en del importvarer dyrere og trække priserne op igen, hvorved en længere periode med den frygtede deflation kan undgås herhjemme.

 

Det er dog ikke kun lav inflation, som er af det onde. Det er en tiltagende og løssluppen prisudvikling også. Den højeste inflation i nyere tid blev målt i 1940. Alene i det ene år steg priserne med ufattelige 24,4 procent. Det vil sige, at en hundredkroneseddel fik halveret sin købekraft på lidt mere end tre år. Også efter den første oliekrise var inflationen høj – 17,0 procent – og prisstigninger af den kaliber betyder, at pengenes købekraft halveres på bare 4,4 år, mens vi nu er oppe på måske hele 100 år i halveringstid, hvis vi får en inflation i hele 2015 på lidt under én procent.

Tilliden til penge og opsparing stiger, når inflationen holdes nede omkring et par procent om året, og man undgår den ustabilitet, som med jævne mellemrum er set i Sydamerika, flere steder i Afrika, og lige nu også i Rusland, hvor inflationen nærmer sig 15 procent.

Det nok værste skrækeksempel på, hvad hyperinflation kan føre til, sås i Tyskland tilbage i 1930erne, da et æg endte med at koste flere tusinde mark, mens inflationen galopperede af sted. Det betød, at der udviklede sig en bytteøkonomi, fordi ingen havde tillid til pengesedler, som i bund og grund da også blot er et stykke papir forsynet med lidt farve.

Så både høj og lav inflationen er en dårlig ting, og det er da også derfor, at de fleste centralbanker i verden forsøger at holde den fart, som priserne spurter af sted med, så tæt på to procent om året, som det er muligt. Nogle gange lykkes det. Andre gange mislykkes det. Sådan er det lige nu, hvor inflationen er meget lavere end ønsket.