Industrien er tilbage på vækstsporet

Den danske industri kom som varslet af konjunkturbarometret tilbage på vækstsporet igen i september efter faldet i foregående måned, som formentlig primært var forårsaget af den statistiske indberetning af data.

Foto: LISELOTTE SABROE

Det vurderer Nordeas cheføkonom, Helge J. Pedersen, i en kommentar til torsdagens tal fra Danmarks Statistik.

Således steg den danske industriproduktion i tredje kvartal med 1,1 pct. i forhold til det foregående kvartal. Dermed fortsætter den svagt stigende tendens i industriproduktionen, som har stået på gennem det meste af 2013, lyder vurderingen fra Helge J. Pedersen.

- Industrien er altså fortsat i gang med at ryste krisen af sig, men det skal dog bemærkes, at industriproduktionen fortsat er mere end 10 pct. lavere end før finanskrisen, tilføjer Nordeas cheføkonom, der dog fortsætter med at understege:

- Men set i lyset af den ret positive stemning, der har været at spore i stemningsindikatorerne fra såvel den hjemlige industri som udlandet, er der god grund til at vente, at den spirende fremgang også vil fortsætte fremover.

Til gengæld faldt industriens omsætning i september. I forhold til måneden inden faldt omsætningen således med 0,7 pct. Det dækkede over et fald i omsætningen på hjemmemarkedet på 2,3 pct., mens omsætningen på eksportmarkederne omvendt steg svagt med 0,2 pct.


- Den fortsat svage udvikling i omsætningen indikerer, at dansk industri fortsat står over for store udfordringer - ikke mindst på hjemmemarkedet. Og det er især virksomheder, der fremstiller varige forbrugsgoder, som har problemer med at finde fodfæste efter krisen, lyder vurderingen fra Helge J. Pedersen.

/ritzau/FINANS