IMF kræver handling fra G20

Den Internationale Valutafond (IMF) har efterlyst handling fra G20 inden finansministre og centralbankchefer fra verdens 20 ledende økonomier mødes i Shanghai fredag.

Foto: ANDREW CABALLERO-REYNOLDS

Det skriver Financial Times.

Valutafonden er bekymret for, at uroen på de finansielle markeder verden over kan hæmme den økonomiske vækst, og ønsker i den forbindelse, at G20-landene træder i karakter og sætter ind med multilaterale og koordinerede tiltag, der kan styrke den økonomiske vækst.

IMF skriver i en note, at den globale vækst allerede udvikler sig værre end ventet i 2016 på grund af strammere finansielle vilkår, uro på udviklingsmarkederne og en svær situation for olieproducenterne. Fonden har endnu ikke nedskrevet sine prognoser for den globale vækst i år, men advarede om, at det sandsynligvis vil ske i april.

- Disse udviklinger peger i retning af højre risiko for en afsporing af den globale genopretning på et tidspunkt hvor den globale økonomi er meget sårbar over for negative chok, advarer IMF ifølge Financial Times.

USA's finansminister, Jack Lew, mener dog, at den reelle økonomi klarer sig bedre end finansmarkederne, og at der ikke er tale om en krise.

- Dette er ikke et krise-moment. Forvent ikke en krisereaktion i et ikke-kritisk miljø, sagde Jack Lew ifølge Financial Times.

Når G20-landene fredag mødes, ventes fokus i høj grad at være på de kinesiske værter. Kina er under pres for at være mere transparent omkring landets yuan, og undgå en devaluering.