"Illoyal" adfærd får GN Store Nord til at melde sig ud af DI

GN Store Nord selskaber melder sig nu ud af erhvervsorganisationen DI efter stor utilfredshed.

Foto: LISELOTTE SABROE. GN Resounds topchef Anders Hedegaard.
Læs mere
Fold sammen

I stedet melder man sig ind i Dansk Erhverv, som vurderes af koncernen til at være bedre til at kunne servicere GN, skriver koncernen, der tidligere i oktober havde en kontrovers med arbejdsgiverorganisationen.

Således har GN ikke lagt skjul på sin utilfredshed, siden Dansk Industri i oktober fratog koncernselskabet GN Resound en stor produktpris for høreapparatet Resound Linx, som selskabet blev tildelt året før - angiveligt på grund af en patenttvist med Oticon. GN Resounds topchef Anders Hedegaard har tidligere kritiseret Dansk Industri for derved at blande sig i en strid mellem to medlemsvirksomheder.

Det er de tre datterselskaber i GN Store Nord, GN ReSound, GN Netcom og GN Otometrics, der hidtil har været medlemmer af Dansk Industri, som nu opsiger til fordel for et samlet medlemskab i Dansk Erhverv af hele GN Store Nord koncernen.

»Beslutningen skyldes først og fremmest, at Dansk Erhverv vurderes at tilbyde en global videnstung virksomhed som yder GN bedre service og interessevaretagelse. Det gælder for eksempel adgangen til specialiseret juridisk rådgivning, overenskomsthåndtering samt politisk interessevaretagelse og indflydelse«, skriver GN Store Nord.

»Samtidig har GN senest været utilfreds med Dansk Industris indblanding i en privat retstvist mellem et af GN's datterselskaber og et andet medlem af Dansk Industri. Dette har ikke været den eneste faktor, men GN har oplevet Dansk Industris adfærd som illoyal, hvilket gør et medlemskab vanskeligt i dagligdagen og har udløst, at beslutningen træffes nu«, oplyser GN Store Nord.

»Vi glæder os til samarbejdet med Dansk Erhverv, som vi oplever har en moderne og imødekommende tilgang til interessevaretagelse og servicering af en international vidensvirksomhed som GN. Deres palette af services passer godt til vores behov«, siger koncernens finansdirektør Anders Boyer i pressemeddelelsen.