Ida topper for første gang liste med mest populære pigenavne

Danmarks Statistik har opgjort de mest populære navne til nyfødte i 2017. Ida og William topper.

Mens nye navne som Mynte og Milas gør entre i top 50 over de mest populære navne til nyfødte drenge og piger i 2017, så er der andre, der har mistet popularitet og er røget ud. Hos pigerne gælder det Tilde, Filippa, Signe, Johanne og Augusta. Hos drengene gælder det Laurits, Bertram og Marcus. Steffen Ortmann/arkiv/Ritzau Scanpix
Læs mere
Fold sammen

For første gang er Ida det mest populære pigenavn til nyfødte piger. Det viser statistikken over de mest brugte babynavne i Danmark i 2017 fra Danmarks Statistik.

I 2017 fik 16 ud af 1000 nyfødte piger navnet Ida. Nye på top 50 over populære pigenavne er Hannah, Vilma, Mynte og Eva.

Faktisk er Hannah årets absolutte højdespringer med et hop på 20 pladser på ranglisten - fra nummer 61 i 2016 til nummer 41 i 2017.

Hos de nyfødte drenge topper navnet William igen, ligesom navnet senest gjorde i 2015.

Ud af 1000 nyfødte drenge fik 18 navnet William i 2017. Milas, Villum og Sigurd er årets nye navne på listen med de 50 mest populære drengenavne.

Omvendt er andre navne røget ud af top 50-listerne.

For pigernes vedkommende er der sagt farvel til Tilde, Filippa, Signe, Johanne og Augusta.

Hos drengene er så få blevet kaldt Laurits, Bertram og Marcus, at navnene er røget helt ud af top 50.

Nybagte forældres navnepræferencer varierer alt efter, hvor de bor i landet. Ida er det mest populære pigenavn til nyfødte på landsplan, men på regionalt plan topper Ida kun i Region Midtjylland.

- I de øvrige regioner ligger Nora i top i Hovedstaden, Alma ligger øverst i Sjælland, Sofia topper listen i Syddanmark, og Alberte er mest udbredt i Nordjylland, skriver Danmarks Statistik.

William, som er det mest populære drengenavn til nyfødte på landsplan, topper samtidig både i Region Sjælland og Region Syddanmark.

- I de øvrige regioner ligger Oscar på førstepladsen i Hovedstaden, Karl øverst i Midtjylland og Victor i top i Nordjylland, lyder det.

I 2016 var Noah og Sofia de mest populære babynavne på landsplan. I 2015 var det Sofia og William.

/ritzau/