Hvem fældede Nordisk Fjer?

I år er det 25 år siden, at dynegiganten Nordisk Fjer kollapsede. Et kollaps, der blev til en af danmarkshistoriens største erhvervsskandaler. Men i jubilæumsåret er der pludselig gået kludder i, hvem det var, der fik skandalen til at rulle.

For 25 år siden fik en journalist tilsendt dette anonyme brev. Det er aldrig blevet opklaret, hvem der satte underskriften. Få dage efter var en af danmarkshistoriens største erhvervsskandaler en realitet. Privatfoto Fold sammen
Læs mere

Selv om det er 25 år siden, kan skandalen om Nordisk Fjer stadig trække nye historier frem. For halvandet år siden kom der en ny bog om sagen, og 29. marts fulgte Berlingske trop. Her fortalte Nordisk Fjers daværende finansdirektør, Anders Weirup, åbenhjertigt om, hvordan han dengang gik til bankerne med en mistanke om, at noget var galt, og at han dermed fik snebolden til at rulle.

Nordisk Fjer-skandalen er bestemt værd at dvæle ved. Den rummer svindel for usædvanligt høje beløb. Tabene rundede fire mia. kr. Sagen er usædvanligt dramatisk, eftersom den kom til at involvere flere selvmord og fik lovgivningsmæssige konsekvenser. På den måde er Nordisk Fjer-skandalen langt større end senere erhvervsskandaler som eksempelvis Kurt Thorsens og Rasmus Trads’ fiflerier med underskrifter i PFA-sagen. Eller Stein Bagger og hans IT Factory.

Men når man tager sager op på ny så mange år efter, skal man være påpasselig med at drage nye konklusioner i ly af, at mange af de involverede fra dengang er døde. Og i ly af at andre svækkes af tidens hukommelsestab.

I artiklen beskrives Anders Weirup som manden, der fældede Nordisk Fjer. Han var dengang i 1990 en slags næstkommanderende kun overgået af firmaets egenrådige bestyrelsesformand Johannes Pedersen. Finansdirektøren følte, at han ikke længere kunne stole på sin bestyrelsesformand og gik til en af Nordisk Fjers bankforbindelser med sin viden. Dermed begyndte skandalen ifølge Weirups version.

Men hvem væltede Nordisk Fjer? Det foregik i hvert fald dramatisk dengang i 1990. Selv havde jeg som ung journalist dækket sagen for Berlingske Tidende siden 1988, og jeg slap først sagen i begyndelsen af årtusindskiftet, da konkursboet var færdigbehandlet.

Starten på Nordisk Fjer-skandalen er helt usædvanlig. Søren Kragballe på Dagbladet Børsen fik i november 1990 et anonymt brev, som enhver erhvervsjournalist måtte misunde ham. Et brev, der på det nærmeste beviste, at Nordisk Fjer siden september samme år havde været ledet på en løgn om, at udenlandske investorer havde skudt penge i firmaet.

25. september havde Nordisk Fjer over for aktionærer og journalister hævdet, at man havde fået penge fra udlandet, og der blev sat navn på tre udenlandske investorer fra Tyskland, Japan og USA.

Oplysninger spredte sig ikke så hurtigt dengang. Men de spredte sig dog så meget, at Børsen-journalisten mandag 12. november modtog det anonyme brev, der indeholdt en meddelelse fra Tyskland om, at den påståede tyske investor på ingen måde havde skudt penge i Nordisk Fjer.

»NF (Nordisk Fjer, red.) er og bliver et firma, hvor der manipuleres med de faktiske forhold,« skrev den anonyme brevskriver blandt andet. Et brag af en historie, hvis den var rigtig. Dagen efter havde Børsen-journalisten sin dokumentation i hus, og onsdag morgen 14. november kom den på forsiden:

»Tysk selskab afviser NF-køb«. Samme dag blev Nordisk Fjer overført til Fondsbørsens observationsliste. En liste, man kommer på, hvis der er mistanke om urent trav. Men Nordisk Fjers formand, Johannes Pedersen, afviste Børsens historie og lovede senest fredag at komme med dokumentation for, at alt var i orden.

Om torsdagen 15. november fulgte vi andre journalister fra de øvrige aviser op med artikler. Den helt store skandale lurede. Men dens udbrud måtte nødvendigvis afvente, hvad Nordisk Fjer kunne fremlægge fredag 16. november.

På den skæbnesvangre dag trådte Johannes Pedersen til bekendelse: Børsens historie var korrekt. Nordisk Fjer havde løjet. På Berlingske skrev vi: »Nordisk Fjer har i halvanden måned fortiet, at et påstået salg af dele af selskabet til tyske investorer aldrig blev til noget.«

Jeg forsøgte at få en kommentar fra Johannes Pedersen, men han var væk. Og dagen efter tog han sit liv i sit sommerhus ved Præstø. Ændrede Anders Weirup noget ved historiens gang? Mig bekendt ikke. Fredag aften – efter bestyrelsesformandens indrømmelse – gik Weirup til det daværende Unibank med sin viden. Men på dette tidspunkt var skandalen i gang. Snebolden var i gang med at rulle.

Tilbage i efteråret 1988 – altså et par år før – havde Berlingske et større opgør med Nordisk Fjer. Jeg og en kollega på bladet havde skrevet artikler om problematiske forhold i Nordisk Fjers regnskaber, at værdier blev pustet kunstigt op, og at et revisionsfirma havde droppet Nordisk Fjer.

Da vi ville forelægge artiklerne for Fjer-koncernen, svarede den igen med at true Berlingske med fogedforbud på et møde hvor Anders Weirup også var til stede. Vi bragte naturligvis artiklerne alligevel.

Havde finansdirektøren tidligere åbnet sit hjerte, kunne historiens gang måske være ændret, og Nordisk Fjer kunne måske have overlevet. Men det gjorde han ikke. Selv om Anders Weirup givetvis har været under pres fra sin bestyrelsesformand, og at Weirup givetvis ikke har været idémand til svindlen, kom initiativet for sent. Han blev da også idømt to års fængsel for sin rolle.

Så medmindre Anders Weirup var forfatter til det anonyme brev til Børsens journalist, kan han dårligt få rollen som den whistleblower, der satte skandalen i gang. Og det ville Weirup jo nok have fortalt nu, hvis det var tilfældet.

Læren af Nordisk Fjer-skandalen er, at vi alle skal sige fra, når vi står i situationen. Den dag ulykken er sket, er det for sent.